Den 9. oktober åbner de 2 institutioner på Brolæggervej nr. 2 og 4 i Sæby dørene for alle, der har lyst til at se de 2 institutioner.
Arrangementet er et nyt tiltag fra Brolæggervejens 2 institutioner. En gammel tradition har været, at man indbød de nye skolebørn/0. klasser, som havde gået i børnehaverne, til en hyggelig eftermiddag i september. Her fik man leget med gamle legekammerarter, som evt. stadig gik i børnehave, eller som nu gik på en af byens andre skoler.
Den nye skolestruktur med rullende skolestart betyder nu, at børnene starter i skole 4 gange i løbet af et år, og derfor var der tid til at tænke nye tanker.
I 2014 blev der afholdt Pædagogisk konference i Skagen, hvor alle Dagtilbudsområderne i kommunen bidrog med stande i Skagen og forskellige workshops ude i institutionerne.
I det Dagtilbud som institutionerne på Brolæggervejen i Sæby er en del af, lavede man en workshop netop på Brolæggervej. Dengang var der mange aktiviteter for børnene samt deltagelse fra alle institutioner i området med børn og pædagogisk personale. Sammen havde man en fælles oplevelse af, at have givet de mange børn en kanon sjov og indholdsrig dag.
Det er denne dag, der har givet dem inspiration til at lave et Åbent Hus arrangement. Det de i 2014 opdagede var, at de mødte mange forældre til børnene fra de andre institutioner, forældre som slet ikke anede, hvor skønne omgivelser de 2 dejlige institutioner ligger i.
Det vil daginstitutionerne gerne lave om på! Vise hvem de er, og signalere at deres Åbent Hus er for ALLE gamle børn af institutionerne, naboer og sæbynitter, ja alle der kunne tænke sig en hyggelig eftermiddag ved dette arrangement med liv, leg og musik. Spring Team Sæby deltager og koncerten er med, Peter og Stoffer.
De håber, at rigtig mange har lyst til at besøge dem, og de ser frem til at tage imod på denne dag, før efterårsferien, til hyggelig og sjovt samvær.