Der har netop været afholdt et timelangt åbent samråd om udvinding af skifergas i Folketingets Klimaudvalg, hvor energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ”stod for skud”.
Pia Olsen Dyhr (SF) indledte med at redegøre for, hvorfor hun havde anmodet om samrådet. Hun ville gerne konkret vide mere om de indhøstede erfaringer siden den første boretilladelse i 2010. Hvordan kan man helt hindre udslip af kemikalier? Og sammen med partikollega Lisbeth Bech Poulsen ønskede hun konkret at få oplyst, hvad regeringen agter at gøre.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lilleholt gav en status på den nationale udredning, og han slog fast, at regeringen gerne ser, at olieselskaberne søger efter råstoffer i den danske undergrund, forudsat det kan gøres sikkerheds- og miljømæssigt fuldt forsvarligt. Han mindede samtidig om, at der trods alt er fundet olie i Nordsøen for 383 mia. kr.
”Skifergas kan være til gavn for samfundet og økonomien, men jeg tager samtidig befolkningens bekymring meget alvorligt,” forsikrede ministeren og fastslog, at der er ting, som kan gøres bedre. Ministeren understregede, at Totals boring ved Dybvad nu var lukket permanent.
Han sagde videre, at der skal gennemføres en grundig evaluering vedr. skifergas, og regeringen har på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til rammerne for en sådan evaluering.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen lagde ikke skjul på, at hun er bekendt med, at frackingmetoden rummer visse risici. Også hun slog fast, at eventuelle fremtidige tilladelser skal ske på baggrund af, om boringer kan foregå miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Pia Olsen Dyhr fandt, at et midlertidigt stop er fint nok, men hun gik længere ned i detaljerne og ville konkret vide, om regeringen synes, at fracking efter skifergas i Danmark er en god idé. Endvidere ønskede hun belyst, om Frederikshavn Kommunes tilladelse til udledning af spildevand fra efterforskningsboringen skal betragtes som en ”modeltilladelse” for eventuelle fremtidige tilladelser.
”Jeg har før nævnt risikoen med det kræftfremkaldende stof polyakrylamid, som er svært nedbrydeligt. Det er noget, som Frederikshavn Kommune i den grad ikke har haft med i sine grundlæggende undersøgelser i forbindelse med tilladelsen,” pointerede Pia Olsen Dyhr.
Lars Chr. Lilleholt replicerede, at skifergas er en god idé, hvis det kan udvindes forsvarligt. Han oplyste, at der pt. ikke er ansøgninger herom, men han påpegede, at der jo potentielt kan ligge store mængder ressourcer i den danske undergrund, og Eva Kjer Hansen afviste på det bestemteste, at der kunne være tale om en modeltilladelse. En tilladelse vil altid skulle vurderes ud fra det konkrete projekt, fastslog ministeren.
Bjarne Laustsen (A) fortolkede ministrenes svar derhen, at boring efter skifergas næsten udelukkende handler om penge. Han ønskede belyst, hvad regeringen vil gøre med grundvandet, hvis der sker en forurening? Hvad med lokalbefolkningen? Og hvad med landmændenes dyr, der er afhængigt af vandet? Hvorfor gav man tilladelsen i 2009, når man nu understreger, at der skal indhentes ny viden, inden der kan overvejes nye tilladelser? Hvem har taget initiativ til indvinding? Hvordan kan det gå til, at Folketingets energiudvalg ikke vidste, at det drejede sig om skifergas, da tilladelsen blev givet?
Søren Egge Rasmussen (Ø) ville vide, om Total kan opnå tilladelse til at starte en ny indvinding? Han bragte samtidig kommuners vetoret overfor store møller og havvindmøller ind i debatten.
Minister Lilleholt kunne svare et klart nej til Bjarne Laustsen. ”Det er en klar forudsætning, at nye tilladelser kun kan gives, hvis det miljømæssige er 100 % på plads,” fremførte han. Det har hele befolkningen fælles interesse i. Han mente i øvrigt, at Folketinget var blevet ordentligt orienteret, men han ville drage omsorg for, at skifergas specifikt nævnes ved eventuelle fremtidige projekter.
Lisbeth Bech Poulsen (F) slog endnu engang fast, at der er kæmpestore miljømæssige udfordringer og sundhedsmæssige risici, og hun syntes, man har måttet kigge langt efter de mange lokale arbejdspladser i Vendsyssel i forbindelse med boringen.
Bjarne Laustsen beklagede, at en meget stor del af ”papirarbejdet” var overladt til Frederikshavn Kommune. ”Der er jo brugt i tusindvis af arbejdstimer, som Frederikshavn Kommunes borgere – og dermed også borgerne ved Dybvad – har været med til at betale, for at Total og Nordsøfonden har kunnet foretage en prøveboring efter skifergas,” påpegede han.
Hvis du ønsker at følge hele debatten i samrådet, kan du gøre således: Klik www.ft.dk og så i øverste bjælke ”TV fra Folketinget” og dernæst spalten med åbne udvalgsmøder og klik på åbent møde i klimaudvalget den 24. september. Samrådet varer præcis 1 time.
Tekst af Per Rye