Miljø- og fødevareministerens forslag om en ændring af gødskningsloven høster ros i landbruget. LandboNord har sammen med Landbrug & Fødevarer arbejdet aktivt for, at planterne får den næring, de har brug for.
Med lovforslaget om en ændring af gødskningsloven, som netop er sendt i høring af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, tager regeringen et afgørende skridt i retning mod at give planterne på de danske marker den gødning, de har brug for. Et skridt som formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, har ventet længe på.
- Det er rigtig godt nyt for de nordjyske landmænd – og for det samlede klimaregnskab i det hele taget. Vores drænvandsprøver har over flere år påvist, at der ikke bliver udledt nær så meget kvælstof, som det er blevet beregnet. Derved har det været helt ubegrundet, at nordjyske landmænd har været nødsaget til at køre med en undergødskning af markerne. Samtidig har de været nødsaget til at hente soja i Sydamerika, fordi proteinindholdet i kornet er katastrofalt lavt, siger Niels Vestergaard Salling.
Som lovgivningen ser ud i dag, må danske landmænd ikke give deres planter lige så meget gødning, som kollegerne i andre EU-lande. Det er et stort problem, og helt friske tal fra SEGES viser, at proteinindholdet i dansk byg i år er lavere end nogensinde. Årligt taber danske landmænd over 2 mia. kr. som følge af den såkaldte normreduktion, der gælder herhjemme. Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt, håber på, at det nu vil blive ændret.
- Landbrug & Fødevarer har i flere år arbejdet intensivt og målrettet på at få afskaffet normreduktionen, som miljømæssigt er et meget omkostningstungt virkemiddel, der har haft en langt mindre miljøeffekt, end man oprindeligt havde forudsat. Omkostningerne for landbruget har vist sig langt større end antaget og helt ude af proportion i forhold til den lille miljøeffekt, samfundet har opnået som følge af normreduktionen, konstaterer Lars Hvidtfeldt.
Han mener, det er rimeligt, at danske landmænd nu omsider slipper af med en dansk særregel, som har forringet fødevareklyngens konkurrencevilkår væsentligt i forhold til landmænd i vores nabolande.
- Vi mangler at se et færdigt regelsæt, hvor ministeren endeligt fjerner normreduktionen via gødskningsbekendtgørelsen, som skal gælde fra næste år, men det er glædeligt at se, at vi har en minister, som agter at gennemføre det foreslåede lovforslag efterfulgt af bekendtgørelsesændringer, siger Lars Hvidtfeldt.
Det fremgår af lovforslaget, at en udfasning af kvælstofnormerne skal forankres i en ny politisk aftale om den fremtidige natur- og miljøindsats på landbrugsområdet.
- Det er L&F’s klare holdning, at lovændringen så vidt muligt bør hvile på en langtidsholdbar politisk aftale, som sikrer en sikker kurs i fremtidens miljøindsats. Derfor er vi også tilfredse med at se, at ministeren har til hensigt at arbejde mod en politisk aftale om den fremtidige natur- og miljøindsats på landbrugsområdet. Vi håber, at et bredt flertal af Folketingets partier vil stå bag aftalen. I L&F vil vi nu gå i gang med at nærlæse lovforslaget og dets bemærkninger, siger Lars Hvidtfeldt.