De 273 høringssvar og indsigelser til VVM-redegørelsen ang. planerne om en mulig etablering af en stor havvindmøllepark i Kattegat ud for Sæby er nu ved at være klar. Sæby Avis har søgt og fået aktindsigt i svarene. Langt, langt de fleste er indsigelser imod planerne.
Der er indkommet kommentarer fra såvel styrelser og organisationer såvel som rigtig mange private borgere.
Danmarks Fiskeriforening gør opmærksom på, at de kommende kystnære havmølleparker(ved Sæby og/eller 5 andre steder) alle vil optage arealer af dansk farvand, der i dag anvendes til erhvervsfiskeri. Den endelige placering af møllerne er derfor afgørende for, om der i fremtiden kan drives fiskeri i og omkring mølleparkerne.
Der skal derfor sikres mest mulig sameksistens i de danske farvande ved at anvende innovative og intelligente løsninger, når de kystnære havmølleparker opføres. For at gøre dette er det ifølge Danmarks Fiskeriforening afgørende vigtigt, at der tages hensyn til andre interesser i områderne ved at inddrage disse parter så tidligt som muligt i processen.Det er afgørende for de danske fiskere, at der søges dispensation fra kabelbekendtgørelsen, så fiskeri tillades hen over kabler i danske farvande.
Strandby Fiskeriforening påpeger, at et forbud mod fiskeri inden for den udlagte havvindmøllepark vil medføre, at fiskerne skal kompenseres. Projektområdet beslaglægger en så stor del af fiskearealerne, at det vil påvirke de lokale fiskere, og det må frygtes, at de søger at lande i andre havne.
Sommerhusforeningen Granly har indvendinger mod placeringen og finder, at en havvindmøllepark som den påtænkte ikke skal være kystnær, da den vil genere visuelt og tillige medføre hørbar lavfrekvensstøj.
Ejeren af en campingplads og et sommerhusområde ved Sæby forudser, at en havvindmøllepark visuelt vil have stor negativ betydning for hans omsætning, og han vil, hvis det viser sig at blive tilfældet, rejse krav om erstatning. Ligeledes frygter han jordstråling og magnetisme fra kablernes ilandføring hen over ejendommen.
Sulbæk Borgerforening gør indsigelse mod opførelsen af den påtænkte havvindmøllepark ud for Sæby, da denne vil blive alt for kystnær.
Sæby Sejlklub opponerer på det strengeste mod planerne om en vindmøllepark ud for Sæby. Man anfører, at Sæby Havn hvert år besøges af op mod 8000 gæstesejlere. Dét giver god økonomi på havnen og hos byens handlende. Om sommeren er der livlig aktivitet på havnen, og havnebassinet er fyldt af både. Gæstesejlere er tyskere, nordmænd, svenskere og danskere, som kommer og nyder det unikke miljø i Sæby. Hvis planerne om en kystnær havvindmøllepark ud for Sæby realiseres, vil resultatet være, at gæstesejlerne forsvinder og nedgang i omsætningen på havnen og hos byens forretningsdrivende. Helt horribelt bliver det i den 3 1/2 år lange projekteringsperiode, hvor Sæby er i risiko for at blive lukket inde p.g.a. eventuelle gennemsejlingsforbud, men også derefter, da mange gæstesejlere ikke bryder sig om at sejle gennem et vindmølleområde og derfor muligvis sejler videre til andre havne.
Møllernes planlagte placering er efter sejlklubbens opfattelse alt for tæt på land, og de vil skæmme udsigten for beboere, sommerhusejere og badegæster. Støj og refleksioner fra vingerne kan skabe miljøproblemer for folk i området, ligesom markeringslys vil være generende om natten.
Sæby Sejlklub foreslår at flytte møllerne til et område syd for Læsø Rende Fyr, hvor de vil komme til at stå 6 – 8 sømil fra kysten og ikke genere. Sæby Sejlklub går ind for vindmøller og vedvarende energi. Møllerne skal blot placeres, så et eksisterende unikt miljø ikke ødelægges.
Sæby Havns Beboerforenings forklarer i sin indsigelse, at det ikke kun er eget nær- og boligområde, der er på spil; det er først og fremmest en bekymring for hele Sæbys udvikling og fremtid og Sæbys overlevelse som succesfuld turist- og bosætningsby.
Beboerforeningen påpeger, at man ikke er modstandere af grøn energi, men tilhængere af, at man tænker sig rigtigt godt om, før man placerer havvindmølleparker tæt på kysten. ”Vindmøllerne kommer til at stå der i mange år, så en fejlplacering kan få vidtrækkende konsekvenser for et område, for en by.”
Beboerforeningen vil på det kraftigste gøre indsigelse mod at placere en kæmpemæssig industripark af kystnære havvindmøller ud for Sæby. Sæby har i kraft af sin beliggenhed utroligt mange helårshuse og endnu flere sommerhuse beliggende ved vandet eller med udsigt over vandet. Der er lange strækninger med sommerhuse og fine badestrande, der er indsejling til Sæbys populære lystbådehavn samt en strand tæt på centrum af Sæby, som også fungerer som et fantastisk rekreativt område. Strandene og havet er til glæde for såvel turister som fastboende i sommerhalvåret, og for sæbynitter resten af året.
Vindmøllerne er planlagt placeret på en strækning på 12 km langs med Sæbys kyst, hvor alle bliver ramt af generne fra en kystnær havvindmøllepark.
”En kystnær Havvindmøllepark med de markante lydmæssige og visuelle gener vil efter vores mening være en åbenlys ulempe for Sæby i konkurrencen om turister samt tilflyttere,” lyder det.
Initiativgruppen mod Havvindmøllepark Sæby er grundlæggende for grøn energi, men mod den kystnære møllepark ud for et byområde som Sæby. Man frygter for at Sæbys fremtid som turistby og for at miste nogle af de i forvejen alt for få arbejdspladser, byen kan tilbyde.Sæby er en gammel købstad med et fantastisk havnemiljø, en smuk og attraktiv gammel bydel og ikke mindst et rigt og varieret forenings- og kulturliv. Indsigelsen går også på, at det ikke er hverken borgerne i Frederikshavn Kommune eller Region
Nordjylland eller for den sags skyld Staten, der beslutter antal, størrelse og placering af møller i det udpegede område, men at det suverænt er den kommende koncessionshaver, som træffer afgørelse herom, hvorved beboerne i den sydlige del af Frederikshavn by og videre langs kysten sydover forbi Sæby og til Lyngså skal leve med følgerne heraf, nemlig generende støj både hørbar og visuel samt lavfrequensstøj.
Forsvarsministeriet peger i sin indsigelse på, at møllerne kan have indflydelse på de militære radarer i området.
Generelt for de mange private høringssvar er, at det er indsigelser imod møllerne påtænkte placering. Der er stort set opbakning over hele linjen til udvikling af fremtidig grøn energi; men advarslerne mod placeringen lige ud for Sæby er ikke til at tage fejl af. Og helt fra Belgien er fremsendt en protest mod planerne.
I en anden artikel vil Sæby Avis se på de – tilsyneladende ganske få deciderede anbefalinger – af planerne om en havvindmøllepark.
De mange kommentarer kan inden længe forventes offentliggjort – formentlig på denne hjemmeside, hvor man desuden kan sætte sig ind i planerne og placeringen af møllerne:
Tekst af Per Rye