Årstiden er til masser af aktivitet og i dag var ingen undtagelse. På Sæby Torv var der allerede fra morgenstunden summen af liv. Folketingskandidater med valgmateriale, Classic Cars, Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse og arrangørerne af dette års Klovneløb var alle i gang.
Klokken 11 kulminerede det hele så med masser af flotte biler linet op på Torvet, samtidig med de sidste tilmeldinger til løbet og opvarmning, som LOOP Sæby varetog i bedste stil. Herefter blev de ca. 100 løbere sendt afsted på den 2 km lange rute i Sæbys skønne natur. Nogen tænker måske, jamen de var da 150 deltagere, hvilket er korrekt, men resten af dem havde valgt at støtte det gode formål, dog uden at skulle motionere.
Største delen af de mange børn havde inden start lagt vejen forbi, for at få lagt ansigtsmaling, sponsoreret af Meny, hvilket var perfekt til de flotte næser, dermed var kostumet perfekt.
Efter løbet var der frugt, vand og flot dekorerede klovneboller til alle deltagerne.
Bollerne var sponsoreret af Lions Sæby og produceret af LOOP Sæby til dagens anledning.
Børnene fra Hjerteforeningens børneklub var efterfølgende inviteret på pizza og en forfriskning hos La Piazza, ligeledes sponsoreret af Lions Sæby. Det blev taget rigtig godt imod, og alle synes at have haft en fantastisk formiddag i Sæby.