Region Nordjyllands Udvalg for Vækst, Innovation og Kompetencer og Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø har i begyndelsen af marts været på en 5-dages studietur i Holland og Belgien.
I Holland besøgte man Amsterdam, Rotterdam og Groningen, og det omfattende program indeholdt oplæg om mange af de emner, som udvalgene beskæftiger sig med, bl.a. telemedicin, jordforurening, kultur, grøn økonomi, klimaændringer, og energi.
I Bruxelles var der bl.a. fokus på de forskellige europæiske institutioner, nye EU-programmer inden for uddannelse og forskning samt Norddanmarks EU-kontors arbejdsområder. Derudover besøgte man Den danske EU-repræsentation, og man havde møder med 2 medlemmer af Europa Parlamentet, Ole Christensen (A) og Jens Rohde (V).
Flere af oplæggene var potentielt relevante at arbejde videre med i Nordjylland. F.eks. kan nævnes kemisk rensning af forurenet grund, der var meget billigere end i Danmark, kultur som driver for frafald fra ungdomsuddannelserne og arbejdsløshed blandt unge, Smart Region og Sensor City, der gerne vil samarbejde med Aalborg i et EU-projekt, Entrance – Energy Transition Centre – hvor forskere og virksomheder samarbejder om at teste nye energiprodukter og får hjælp til at bringe produkterne fra idé til virkelighed, en anden variation af telemedicin, hvor patienter f. eks. testes for modermærkekræft ved hjælp af elektroniske fotografier af huden samt computerspil med indbygget læring til f.eks. træning af kirurger eller hjerneskadede patienter.
De to regionsmedlemmer Svend Heiselberg og Kirsten Moesgaard deltog ikke i studieturen.
Udvalgene vil efterfølgende drøfte, hvad man anser for mest relevant at arbejde videre med i det nordjyske.
Her kan læses mere om studieturen og ses fotos derfra:
Tekst af Per Rye