Sidste forår fik Voerså Kirsebærlaug fremstillet et flag med eget logo og fik det hejst på Voerså Byudviklingsgrund ved åen 1. april. Det skulle være en tradition, at kirsebærlaugets flag hejses hvert år på samme dag på grunden. I år hejses flaget igen, og det kan ikke være nogen overraskelse, at det sker 1. april 19.00. Flaget skal blive på stangen, indtil årets kirsebærsæson er ovre.
Alle er velkomne til at deltage i flaghejsningen.
Sidste år havde kirsebærlauget besøg af Jens Skovgaard Petersen, der er indehaver af Cold Hand Wineri, der ligger 7 kilometer nordvest for Randers. Indehaveren øste ud af sin store viden, til de vininteresserede, der var forsamlet i SFOs lokaler på Stensnæsskolen. Alle syntes så godt om denne aften, at der nu er kommet en udflugt i stand til hans vingård. Udflugten kalder Voerså Kirsebærlaug et laugsmøde, og den finder sted fredag 1. maj.
Tekst og fotos Cille Strøm.