Sidste tirsdag blev der afholdt generalforsamling i Sæby Golfklub, og med fint antal fremmødte kunne bestyrelsesformand Svend Larsen berette om et år, der trods sine udfordringer, har markeret Sæby Golfklub på danmarkskortet for bemærkelsesværdige positive evalueringer og nye tiltag, til gavn for medlemmerne, gæsterne og sponsorerne.
For regnskabsåret præsenterede kasserer Else Steen et resultat, der dog med et lille underskud for året betragtedes som tilfredsstillende, set i lyset af bl.a. investeringer, der i de kommende år medfører økonomiske fordele for driften, men også negative påvirkninger fra bl.a. oversvømmelserne der ramte banen i slutningen af sæsonen 2014.
Afgående bestyrelsesmedlemmer var efter henholdsvis 9 og 3 år Søren Sørensen og Helle Jensen. Nye bestyrelsesmedlemmer blev som baneudvalgsformand Poul Thomsen og begynderudvalgsformand Flemming Sørensen. Alle fire fik anerkendende bifald fra de fremmødte tilhørere.
En ny sæson står nu for døren, og med åbningsmatchen 28. marts hejses flaget på ny.
For de der pt. stadig har til gode at se sig omkring i golfsportens verden, afholder Sæby Golfklub søndag den 19. april kl. 10-12 Golfens Dag. Et åbent hus arrangement hvor alle interesserede i alle aldersklasser er hjertelige velkomne. Her vil der også være gode tilbud for prøvemedlemmer til sæsonen 2015.