Mens skolebørnene holdt fri lørdag 7. marts, valfartede samlere af både frimærker, mønter, postkort og andre relaterede samlerområder til Hjallerup skole. Her havde Østvendsyssel Frimærke- og Møntklub arrangeret Bytte – og Samlermesse.
På messen var der mødt flere professionelle handlere, der tilbød alt, hvad hjertet kunne begære for samlere, af de nævnte områder. Herudover havde foreningen arrangeret et formidlingssalg med auktion, der bestod af 190 numre. Her kunne bydes på indtil flere rodekasser med masser af udstyr til samlere samt rigtig mange gode seriøse ting. De mange rodekasser, blev der budt flittigt på, og et par stykker må da også have haft hjælpere med til at bære. For nogle blev det til en 4 – 5 kasser at slæbe hjem med. Mange af de mere kostbare sager blev også solgt på auktionen. Kun nogle ganske få numre blev ikke budt på.
- Vi er ganske godt tilfredse med besøget. Messen har været besøgt af 375 samlere og andet godtfolk, så vi har mod på igen til næste år at arrangere messe igen. Det lader jo til, at samlerne har fundet ting og sager frem, for der bliver da tilbudt handlerne både det ene og det andet, så der er blevet handlet flittigt i år. For en gammel ”ræv” som mig i faget er der noget, der fortæller mig, at det ikke er tomme mapper, samlerne slæber rundt på. Jeg tror da ganske bestemt, at alle er tilfredse, fortæller formand Jørgen Østerled Andersen, Dronninglund, der samtidig glædede sig over, at han på dagen fik flere nye medlemmer i foreningen.
Tilfredshed var der bestemt at spore, for mens vi stod og talte med formanden i forhallen, kom et par stykker forbi, og gav formanden et par anerkende klap på skulderen. Samtidig udtrykte de deres tilfredshed med arrangementet.
- Den slags små ting varmer om hjertet og giver os endnu mere gnist til at komme videre, sagde en travl formand, inden han hastede videre til auktionslokalet hvor, han var dagens auktionarius.
Frimærkesamlerne får travlt i den kommende tid. Lørdag 14. marts er der ”Frimærkets dag” på Centertorvet, City syd – Aalborg fra 10 – 18.
Tekst og fotos: Cille Strøm