Mølholt dilettanterne er i fuld gang med at øve på årets forestilling. Stykket hedder ”Hjælp jeg skal giftes”. En folkekomedie i 3 akter skrevet af Jesper Ågård.
Handlingen foregår på gården Clarasminde, som ejes af enkefrue Maren og hendes søn Niels, som er en ældre ungkarl. Maren får den ide at Niels skal giftes, så han kan føre slægten videre, men da Niels aldrig har vist interesse for det modsatte køn, allierer hun sig med den lokale kreaturhandler, som skal forsøge at finde en gårdmandsdatter af finere familie til Niels.
Samtidig får gårdens karl sammen med sin kæreste den samme ide om at skaffe Niels en kone, og da hun ankommer, sker der ting og sager. Mon Niels bliver gift, eller ender det hele i det rene kaos?
Medvirkende er: Hanne Svenningsen, Flemming Jensen, Bo Nielsen, Britta Jensen, Finn Møller, Irene Jensen, Gurli Skovmose, Jette Jensen og Mogens Sørensen. Instruktør Lene Nielsen.
Stykket opføres i Mølholt Forsamlingshus fredag d. 13. og lørdag d. 14. marts begge dage kl. 19,00, og igen lørdag d.21. og søndag d. 22. marts begge dage kl. 14,00.
Billetbestilling på telf. 6137 8130.