Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Paul Rode Andersen, folketingskandidat for SF.
Med ABC-services’s konkurs bør frit-valgs-ordningen igen sættes til diskussion.
Den er groet i de borgerliges have og et udtryk for ideologi snarere end sund fornuft. Frit-valg betyder på godt dansk, at private aktører skal kunne tjene penge på velfærd.
Udliciteringen af ældreomsorgen til private firmaer er en bureaukratisk omkostning for skatteyderne, som pågår, hver gang kontrakter skal fornyes.
Der er ingen garanti for, at de samme firmaer genvinder kontrakten, når den skal fornyes, og det indebærer, at de, der har behov for omsorg, ikke kan påregne at få besøg af de samme medarbejdere i en ny kontraktperiode.
Når private frit-valgs-firmaer går konkurs, er det offentlige forpligtiget til øjeblikkeligt at træde til, udrede trådene og spænde et sikkerhedsnet ud under de ældre. Man behøver ikke være professor for at indse, at det er irrationelt og besværliggør planlægningen i forvaltningen.
Hvis de borgerlige vinder det kommende valg, vil udlicitering og privatisering af offentlige ydelser formentlig se dagens lys i et hidtil ukendt omfang. Derfor er der meget velfærd på spil, når krydset skal sættes senest til september.
Paul Rode Andersen
FT-kandidat for SF