Fritidsklubben Solsikken i Frederikshavn brugte onsdag eftermiddag på kørestolerace i forsøget på at komme i Børnenes rekordbog.
Der blev knoklet, kørt så armene blev ømme, sveden løb og drikkedunkene brugt flittigt. Da racet blev fløjtet af efter 30 min, havde de 23 børn og unge kørt mere end 13 km i 7 kørestole.
De unge i Solsikken kommer fra Sæby, Frederikshavn og Skagen. De har forskellige handicap, men også meget til fælles, de er med på en udfordring og gode til at hjælpe og støtte hinanden.
Da opfordringen om at stille op til børnenes rekordbog kom, var opgaven at finde noget, hvor alle kunne være med på deres eget niveau. Flere af de unge er suveræne i kørestole og med rollator, og det måtte kunne udnyttes. Kommunens hjælpemiddelcentral faldt for ideen, og stillede stole til rådighed for de unge, som ingen havde. Så skulle der øves og to fredage blev brugt til at finde den helt rigtige opstilling. TV2 nord blev kontaktet for at høre om Mogens kunne komme forbi, og onsdag d. 11. februar klappede det hele.
Mange af Frydenstrandskolens elever valgte at bruge en time på at heppe i stedet for danskundervisning, forældre tog fri fra arbejde, og de skabte tilsammen en flot ramme om løbet, hvor de taktfaste råb på Solsikkens unge gav ekstra kræfter.
De unge kørte, blev kørt og skubbede hinanden, men havde stadig kræfter til både at opmuntre hinanden og lave interview med Mogens. Efter udleveringen af den godkendte rekord blev det fejret med både flødeboller og champagne, inden der skulle tages fotos med Mogens og skrives autografer.
De unge var matte, da de senere kom til Solsikken, men samtidig fyldt med oplevelsen af succes – og det kan man jo leve højt på længe.
Torsdag blev der set Tv2 nord på storskærm og Henrik fra Børnenes Rekordbog kom og uddelte diplomer til alle.
Både forældre og Solsikkens personale var meget stolte af de unges præstation, men det slår ikke de unges stolthed.