Byrådet vedtog onsdag aften en ny ejerstrategi, der skal medvirke til, at de kommunalt ejede selskaber og selvstyrehavnes bestyrelser har de fornødne kompetencer og professionel erfaring til at sikre udvikling og udnyttelse af selskabernes potentialer.
Bestyrelsernes rolle i forandring
Det er hensigten med ejerstrategien, at den skal medvirke til, at selskabernes ledelse også varetager Frederikshavn Kommunes interesser bedst muligt og sikrer en hensigtsmæssig og afbalanceret udvikling af selskaberne på kort og langt sigt til gavn for borgere og kunder.
- I takt med, at de kommunalt ejede selskaber og selvstyrehavne får stadig større betydning for udviklingen af lokalsamfundet, har bestyrelsens rolle flyttet sig, siger borgmester Birgit S. Hansen. Hun uddyber: – Fra at kontrollere og godkende direktionens dispositioner varetager bestyrelserne i stigende grad også rollen som professionel sparringspartner for selskabets direktion omkring realiseringen af bl.a. kommunens vækststrategi.
Tilpasninger i havnebestyrelserne
I den kommunale selvstyrehavn i Skagen og det kommunalt ejede aktieselskab Frederikshavn Havn A/S pågår der i øjeblikket store udviklingsprojekter, og de to havne er på vej over i en fase, der giver anledning til at se på, hvilke ressourcer og kompetencer bestyrelserne skal repræsentere fremadrettet for at kunne støtte op omkring forretningsudviklingen af Frederikshavn Havn i relation til de nye forretningsområder.
- Som ejer ønsker Frederikshavn Kommune at tage bestyrelsesarbejdet til et nyt niveau, hvor kompetencer og professionel erfaring får stor vægtning i det fremadrettede bestyrelsesarbejde. Derfor sætter vi nu holdet på en ny måde, hvor den lokale forankring bibeholdes, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Fra aktieselskab til selvstyrehavn
Frederikshavn Havns generalforsamling den 30. april godkendte bestyrelsens indstilling til omdannelse af Frederikshavn Havn A/S til kommunal selvstyrehavn. Processen med omdannelsen fortsætter i den kommende tid. Der var herefter valg af medlemmer til bestyrelsen, som er valgt for et år ad gangen, men kan genvælges. Medarbejderne havde indstillet specialarbejder Kenneth Hansen til at fortsætte i bestyrelsen.
Frederikshavn Byråd udpegede på det konstituerende møde den 4. december 2013 Anders Broholm og Jens Hedegaard Kristensen. Udover de tre blev følgende valgt til bestyrelsen: Bo Uggerhøj, Leif Pedersen og Kim Østergaard. Frederikshavn Kommune har peget på Bo Uggerhøj som kommende formand for Frederikshavn Havns bestyrelse.
- Frederikshavn Havn A/S har indtil nu haft en bestyrelse, der har udvist mod, visioner og handlekraft. Vi skylder bestyrelsen en stor tak for den indsats, der er gået forud for, at Frederikshavn Havn i dag er blandt Danmarks ti største erhvervshavne og på vej til at blive endnu større. Samtidig vil jeg gerne byde de nye bestyrelsesmedlemmer velkommen ombord. Jeg har stor tiltro til, at den nye besætning bliver en kompetent og professionel sparringspartner for havnens direktion i arbejdet med at udvikle og udvide havnens forretningsområder og indtjening, slutter borgmester Birgit S. Hansen.
FAKTA
”Ejerstrategi for kommunalt ejede selskaber og selvstyrehavne” blev vedtaget i Frederikshavn Byråd onsdag den 30. april 2014. Ejerstrategien omfatter samtlige kommunalt ejede selskaber og selvstyrehavne i Frederikshavn Kommune.
Ejerstrategien har forinden været til høring i selskaberne.
Den nye ejerstrategi er tilgængelig på www.frederikshavn.dk som bilag til dagsordenen for byrådsmødet onsdag den 30. april.