Knap et halv hundrede mennesker var mødt op, da Sæby Handelstandsforening onsdag aften kl. 18, afholdt generalforsamling på Frk. Madsen.
Aftenens generalforsamling blev vanen tro indledt af formand Hans Ole Kalhøj, som aflagde årsberetningen. Her kunne han berette om et godt år for Handelstandsforeningen, som har en sund økonomi. Samtidig takkede han for det gode og givtige arbejde, som bestyrelsen har lagt i foreningen. Han fortalte ligeledes, at ikke alt er positivt, og at det der for er vigtigt at slutte op om foreningen og dens arbejde, hvis man vil bevare Sæby som en driftig handelsby med masser af turister. Hele beretningen kan ses her under.
Under punktet: “Valg til bestyrelsen” var der lidt rokader. Lene Andersen, ejer af Kop & Kande ønskede ikke at genopstille af hensyn til familien. I stedet indtrådte Claus Carlsen fra Super Best, ligesom Svend Sandager ikke længere ønskede at være medlem af bestyrelsen. Hans plads blev overtaget af Jette Kjeldsen fra Spar Torvet. Resten af bestyrelsen blev genvalgt.
Ved redaktionens slutning, havde bestyrelsen endnu ikke konstitueret sig.
Formand Hans Ole Kalhøjs beretning for Sæby Handelstandsforening året 2013
”Når man ser tilbage på året 2013, må man endnu engang konstatere, at det for Sæby Handelstandsforening blev endnu et begivenhedsrigt år. Sæby Handelstandsforening er for manges vedkomne i erindring både fra nær og fjern en aktiv forening, som hvert år placerer den skønne perle Sæby på landkortet. For hvert år farter turister og andet godtfolk i hobetal til byen ved den nordjyske kyst for at tage del i de mange herligheder, som Sæby i virkeligheden byder på. Tag endelig ikke fejl af at kampen spidser til med konkurrence fra både storcentre og ikke mindst de større byer omkring os. Det år vi netop afslutter i foreningens regi bød på lidt af hvert. Først og fremmest en Påske lørdag der i lighed med dette år var en kæmpe succes med SANDER på Scenen. Påske lørdag er en tilbagevendende begivenhed, som vi har fornøjelsen af at arrangere i samarbejde med NORDJYSKE. Ikke mindst fordi det så kan lade sig gøre at få et lidt bedre navn på scenen denne dag i samarbejde med Skagen og Frederikshavn. Et hvert lille arrangement er kærkomment på Torvet i Sæby. Om det er børneloppemarked, Nellemanns Have, eller Hjerteforeningen med deres hjertebus – er alle velkommen, såfremt der er plads til det den pågældende dag. Torvet er et rigtig godt sted for en forening eller kunstner til at promovere sig selv. Og det kommer naturligvis handlen i Sæby til gode.
Yderligere havde vi fornøjelsen i samarbejde med Turistforeningen at afholde, også i samarbejde med TV2, Touren på Sæby Havn. Aldrig i Sæbys historie har der været så mange børn på havnen. 750 glade børn deltog i cykelløb, hvilket var det største antal på TV2’s tur rundt i Danmark. Musikfesten løb af stablen 28. – 30. juni. Dette naturligvis i samarbejde med Musikkorps Sæby. Det er en begivenhed, vi i Sæby hvert 3. år ser meget frem til. Også fordi det falder sammen med open by night om sommeren. Med hensyn til open by night er det STADIG en super mulighed for at få gang i handlen, mener vi i Handelstandsforeningen. Det er således, at folk har mere og mere tilbøjelighed til at handle på skæve og anderledes tidspunkter end den normale åbningstid. Den tendens skal man så afgjort ikke være overhørig. Konsekvensen af dette er bare, at kunderne finder andre indkøbsmuligheder. Og så bliver vi lynhurtigt kørt over. Derfor søger vi stadig efter anderledes tiltag for at vække kunderne, og beholde handlen i byen.
Sommeren 2013 bød således på godt vejr og ikke mindst godt handelsvejr. Så endnu engang kunne man konstatere en rigtig god sommer i Sæby. Hvert år gæster masser af norske gæster Sæby. Også uden for sæsonen. De er efterhånden en vigtig spiller for de handlende, da de er i besiddelse af en god købekraft. Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at flere og flere nordmænd investerer i bolig såvel i byen som i sommerhusområdet. De er også en vigtig spiller for os i byen. De genererer handel også uden for sæsonen, og samtidig er de jo et herligt folkefærd. Det er derfor en stor appel fra min side til myndighederne og ikke mindst politikkerne, at den mulighed man har, for evt. at handle boliger med vores norske venner eller andre er et kæmpe potentiale, som man i den grad skal dyrke endnu mere end nu. Der bør afgjort lægges et pres på lovmæssigt, til at give fri for handel med boliger i vores land, dette vil få en kæmpe betydning også for vores håndværkere i byen. Så kære politikere – få gang i den sag nu.
Uden at komme ind på de mange arrangementer i detaljer, bør jeg også nævne Jazz fest i pinsen – smagsoplevelser på Torvet i sommerferien – bare nogle af de arrangementer der er løbet af stablen i 2013 og med stor succes.
Julen var en lidt anderledes jul – især på Sæby Torv. Her havde vi i år valgt juletræssalg i samarbejde med Det Danske Spejderkorps, dette var der imidlertid delte meninger om. Det blev prøvet – men der er et godt gammelt udtryk – rør blot ikke ved min gamle jul. Det har vi i Handelstandsforeningen taget til efterretning og kommer med nye ideer til dette års JUL I SÆBY.
Jeg vil her én gang for alle gerne pointere over for forsamlingen og byen vigtigheden af Handelstandsforeningen for Sæbys fremtid. Det er uhyre vigtigt at Sæby er naglet fast i folks og turisternes bevidsthed – så byen er interessant, og uden det unikke samarbejde vi har her i byen – og Handelstandsforeningen – så slutter festen hurtigere end den begyndte. Det nytter ikke noget at man har holdningen – jamen det er jo kun i midtbyen – så det kommer ikke mig til gode. Men hvis ikke der stadig er liv i midtbyen, så får resten af byen også et problem. Så jeg må hermed appellere til dem, som har valgt at stå udenfor, om igen at støtte op om Sæby Handelstandsforening – før det er for sent. Der er stadig liv i Sæby. Der pusles flere steder, Købmandsgården tager efterhånden form, et brændende ønske fra alles side er, at man forhåbentlig i løbet af 2014 får afsluttet sagen omkring den tomme grund for enden af Vestergade, men efter alt at dømme sker dette også snart. Positivt er det også, at vi nu i den gamle Tops bygning i Grønnegade får vel nok Vendsyssels flotteste fotoforretning og hvad dertil hører. Yderligere er jeg blevet bekendt med, at den tidligere børnehave på Stationsvej er til salg, og at en detailkæde har vist interesse for denne. Spændende at se hvor denne sag ender.
I det hele taget, efter alle disse arrangementer, kan man let tabe pusten. Kære venner det er et kæmpe projekt at søsætte disse arrangementer – ikke mindst økonomisk. Til trods for dette kommer vi i år ud med et flot regnskab, som giver et flot overskud. Det kræver tungen lige i munden, ikke mindst når tingene skal arrangeres. Jeg vil her igennem først rette en meget, meget stor tak til Henrik Christensen fra Sæby Avis for det store arbejde, du har lagt i året der gik. Du er fuld af ideer – bliv ved med det. Samtidig er det også vigtigt at holde tungen lige i munden økonomisk. Her igennem også en stor tak til Lene Andersen, Kop og Kande, for det store arbejde du igennem 8 år har lagt i Handelstandsforeningen – trist at du har valgt at sige stop, men forståeligt med børn og ender der hver morgen skal nå sammen. Og en stor tak til Rune Dam Dyhr fra Spar Nord – som økonomisk tovholder, bære du helt klart æren for, at vores økonomi i dag er i topform. Jeg håber så inderligt, at både du og Henrik fortsætter det fantastiske gode arbejde I har gjort, i året der gik i bestyrelsen. Også en stor tak til de øvrige bestyrelsesmedlemmer Søren, John, Henrik og Svend Sandager for et virkeligt godt samarbejde. Yderligere også et tak for velvillig samarbejde fra Sæby Centrum AMBA – og ikke mindst også tak til Frederikshavn Kommune for et godt samarbejde. Min fornemmelse, efter mange møder med kommunen bl.a. omkring Torvets udeservering, og ikke mindst renovering af Grønnegade, er at vi i Sæby virkelig bliver positivt modtaget – at man har en rigtig god holdning til os – tak for det.
Kære venner i foreningen – vi skal fremad – husk det – Sæby lever og består.
Husk – VI ER IKKE UDKANT – VI ER PÅ FORKANT”.