Quantcast
Channel: Henrik Christensen (web-redaktør) – SaebyAvis.dk – lokale nyheder fra Sæby
Viewing all 15998 articles
Browse latest View live

Optur på Nysumbanen efter nedtur på Ørnedalsbanen

$
0
0

Team Svenningsen var den 17. og 18. august på Nysumbanen til DM 4 i Rallycross.

Der blev kørt tidtagning lørdag eftermiddag, hvor Daniel kørte 5. hurtigste tid i klassen, og dette rakte til en startplacering i Heat 3 som 3. vælger i første heatrunde.

1. Heat blev kørt søndag formiddag, her kom Daniel ikke så godt fra start, men i første sving gik han indenom konkurrenterne og tog føringen, som han holdt til mål, og han havde kørt 4. hurtigste tid i klassen, og dette rakte til en startplacering i Heat 5 som 3. vælger i anden heatrunde.

2. Heat her blev starten heller ikke så god, og Daniel kom ud af første sving som den sidste, med 2 gruppe N kører foran sig, men på første omgang pressede han sig forbi en af konkurrenterne, som så valgte at tage alternativ spor og igen være i front, så nu gik jagten på de 2 konkurrenter, Daniel valgte at tage alternativ spor på sidste omgang, og han havde fået kørt sig så tæt på, at han overhalede begge konkurrenter, og dette i en tid der var 2. hurtigste i klassen, og dette betød en startplacering i Heat 7 som 5. vælger i 3. heatrunde.

3. Heat dette blev et Heat hvor 2 store baghjulstrukne Volvoer var med, her skød Volvoerne fra start med Daniel som sidste mand i første sving, efter to omgange begyndte det at regne, og den våde bane passede åbenbart Daniel bedre end konkurrenterne, for han overhalede dem en efter en og endte på en andenplads, men på grund af at næsten alle gruppe N kører havde kørt i tørvejr, blev det kun til 5. hurtigste tid i klassen, dette betød en startplacering i forreste række i A- finalen som 3. vælger.

A- Finalen, her lavede Daniel en god start og var først nede ved første sving, men da han lå på yderbanen, kom han ud af første sving som nr.3, i sidste sving på første omgang pressede han sig inden om nr. 2, og nu gik jagten på nr. 1, efter fire omgange tog Daniel alternativ spor og kom derved i front, og denne placering blev holdt til mål.

Sejren og de 20 point betyder, at der blev hentet 5 point på den førende, og der er nu kun 6 point op, så nu er der igen lidt spænding til det afsluttende DM 5 på Ørnedalen den 14. og 15. september.

Så alt i alt er Team Svenningsen godt tilfreds med succesen ved DM 4, efter den sportslige nedtur ved DM 3, på Ørnedalsbanen, hvor Daniel kørte ind som nr. 2, men på grund af en indberetning fra flagposten, blev Daniel udelukket fra A-finalen, som blev vundet af Rasmus Larsen, som på grund af udelukkelsen tog en føring på 11 point, Team Svenningsen ønsker Rasmus Larsen tillykke.


Book din egen tid i skadestuen …

$
0
0

Træt af at sidde i venteværelset på skadestuen og ikke vide, om du kommer til om to minutter eller om en time?
Så er der godt nyt. Nu bliver det nemlig muligt at booke tid online til skadestuebesøg og til røntgen ved samtidig skadestuebesøg på Sygehus Vendsyssel.

Fra 1. september giver Sygehus Vendsyssel mulighed for, at borgerne selv kan booke tid i skadestuen.

Flytte patienter til mindre travle perioder
Det giver flere fordele både for patienterne og sygehuset:

- Først og fremmest så gør vi det nemt for patienterne at finde en tid, der passer i deres øvrige gøremål. Det giver en fleksibilitet, som mange ønsker. Desuden undgår patienterne at tilbringe eventuelt ventetid på sygehuset, men kan blive hjemme, indtil det er deres tur, siger klinikchef Kjeld Damgaard og fortsætter:

- Samtidig håber vi, at det kan være med til at flytte nogle patienter fra om eftermiddagen, hvor vi ofte har travlt i skadestuen, til om formiddagen, hvor knap så mange henvender sig. På den måde kan vi udnytte sygehusets ressourcer bedre og patienterne kan komme hurtigere til.

Når patienten er henvist af egen læge eller vagtlæge, kan de fra 1. september gå på www.bookdintid.nu eller gå via sygehusets hjemmeside www.sygehusvendsyssel.rn.dk og klikke på ”Book din tid” og finde ledige tider.

Allerede tilbud om blodprøver og EKG
Tilbuddet om selv at booke tid på sygehuset findes allerede på Klinisk Biokemisk Afsnit. Her kan borgerne bestille tid til blodprøvetagning og EKG (elektrokardiografi).

Man skal oprettes som bruger for at kunne booke tid. Det gør man ved at udfylde en formular med sine personlige oplysninger første gang, man besøger www.bookdintid.nu. Derefter har man adgang til at booke tider til:

· Skadestuen
· Røntgen ved samtidig skadestuebesøg
· Blodprøvetagning
· EKG- måling

Lægerne bliver taget som gidsler i sagen om Sundhedshuset

$
0
0

Først hjælper både Regionen og Frederikshavn kommune lægerne Jenny Østergaard og Thomas Mølgaard, med en ændring af lokalplanen, så der fra Aahaven må drives lægeklinik, og en handel var næsten på plads, men nu har Regionen åbenbart fået kolde fødder.

Det ser nemlig ud til, at Regionen nu alligevel ikke at vil sælge til lægerne, selvom det så ud som blot en formssag, inden handlen var i orden, og det tomme hus Aahaven kunne bruges til lægeklinik, og spare kommunen for en masse skattekroner.

Det hele skyldes, det nye sundhedshus. Her vil resten af de andre af byens i alt 8 læger heller ikke flytte ind, og en forespørgsel blandt andre unge læger, som kunne tænke sig at flytte til Sæby, viser, at de heller ikke er interesseret i at bruge det nye sundhedshus. Nu bliver lægerne Østergaard og Mølgaard så i stedet betragtet som konkurrenter til det nye sundhedshus.

Det er ikke gratis at have Aahaven stående tom nu på andet år. Det koster ca. 130.000 kr. pr. år, her til kommer så alle omkostningerne i forbindelse med et forsøg på at sælge bygningen. I alt er disse omkostninger ind til videre løbet op i ca. 4-500.000 kr., som skal betales af borgernes skattekroner.

”Etableringen af sundhedshuset er en del af den regionale strategi, der skal gøre det attraktivt at være praktiserende læge i Region Nordjylland”, siger Ulla Astman. Men hvad er det værd, hvis huset kommer til at stå mere eller mindre tomt og uden læger?

Se mere om sagen i aftenens udsendelse på TV2Nord.

Grill, hygge og frisk havluft…

$
0
0

De hygger sig, de medbringer selv, hvad de vil spise og drikke. De får masser af frisk havluft samt sol og sommer. Det er fredagsklubben, der mødes på Voerså jollehavn. Fredagsklubben kalder de i hvert fald sig selv, men det er en klub uden kontingent, og så er den for alle, der har tid lyst og lejlighed til at deltage.

Hver fredag på slaget 18.00, tropper de op ved klubhuset på havnen, og så bliver der tændt op i den store udendørs grill. Folkene flokker sig om bordene i solskinnet, og mødeantallet er noget forskelligt. Det har stået på i nogle år flere somre igennem, og deltagerne er vedholdende og mødes stadig.

Hvem er de så, dem der møder op til sådan et privat havneparty? Det er folk der elsker natur, sol, sommer og naturligvis frisk luft. Nogen har båd liggende i jollehavnen. Andre har både redskabshus på land og båd i haven, og nogle er bare almindelige bruge af stedet, og så er der dem, der bare kommer og går. Fredag aften 23. august var der igen gang i sagerne. Her var 18 personer mødt op, og de nød både pølser med tilbehør, revelsben, grillbøffer, øl, vin og sodavand. På et senere tidspunkt faldt duggen og køligheden over havneområdet, men det var deltagerne totalt ligeglade med – de rykkede bare ind i klubhuset og hyggede videre.

Alt imens de bådejere, lokale og andet godtfolk grillede på livet løs, var der også gang i udendørsaktiviteterne andre steder. På parkeringspladsen var landet indtil flere udenlandske autocampere, der holdt rast, og så kom de små borde og stole stillet op udenfor bilen i en fart, og dagens sidste solstråler blev nydt med maner sammen med aftensmaden.

Bjarne Mechlenburg, der er havnefoged, og sikker deltager hver fredag fortæller, at der hvert år er fortsat til langt ud på efteråret. Alle hygger sig med det, og hvis der er nogen, der har lyst til at hygge med – ja, så er det bare med at møde op på fredage 18.00.

Firmasport holder Åbent Hus til fordel for kræftramte børn

$
0
0

”Nu er det tiden, at vi igen afholder Åbent Hus i motionscenteret.

Det gør vi den 31. august fra kl.11.00 til 13.00, og der kører vi penge ind til kræftramte børn på Aalborg syge hus afd. 303 b”, fortæller formanden for Danish Crown Firmasport, Erik Sindt.

De har indsamlet penge på Danish Crown i Sæby mellem kollegaer, som har været meget positive over for indsamlingen. Derudover køres der penge ind på hver maskine, som er i centeret.

På selve dagen vil der være forskellige arrangementer i motionscenteret, hvor der er mulighed for at se kollegaerne cykle, løbe og bruge ellipse træneren. Alt sammen noget de gør, for at samle penge ind til de kræftramte børn.

Den dag har man også mulighed for at få målt sit blodsukker og blodtryk, og der er mulighed for at købe sportstøj med rabat.

Der serveres kalvefilet samt tilbehør, pølser og brød, øl, vin og vand fra kl. 13.15. Sponser Danish Crown Sæby og Danish Crown firmasport.

På dagen vil en sygeplejerske, komme i centeret og få overrakt en check på allerede indsamlede penge. Checken lyder på 28.000 kr.

Hvor længe skal tyverierne fra Spar Torvet blive ved?

$
0
0

Natten mellem søndag og mandag, fik Spar Torvet i Sæby stjålet ca. 80 euro paller fra gården.

Det er sket mellem kl. 21.30 og 6.30, og der er ingen spor – ingenting, men pallerne kan kun være hentet af en lastbil, da de fylder en del. Pallerne har en værdi af 5200 kr.

Spar Torvet har igennem den sidste tid oplevet stigende tyveri, ikke bare fra gården, men også fra butikken. Det er alt lige fra, at en kunde der stopper en pakke kager ned i sine bukser, til at en pakke med ispinde bliver tømt, og den tomme papæske bliver smidt under en reol.

Andre mener, at Spar Torvet skal sponsorer det ugentlige forbrug af blomster, bananer, mentos m.m.

”En frustrerende og næsten håbløs situation at dæmme op for, men det er klart, at jeg er nød til at øge overvågningen, desværre”, siger Jette, som er indehaver af Spar Torvet.

Der har tidligere været mange indbrud i og uden for forretningen, hvor der er stjålet både brød, øl, vand og meget andet fra baggården, og dengang fik Jette lov til at lukke gården af, men det viste sig at være i mod reglementet, da der skulle være ex. antal parkeringspladser til rådighed, og de ville forsvinde i forbindelse med indhegningen.

Nu står Jette så tilbage med problemet. Hvorfor må hun ikke indhegne og sikre arealet bag forretningen? Beboerne over forretningen kan nok finde andre muligheder for parkering, og det kan da ikke være rimeligt, at en forretning er nødt til at lukke pga. de mange tyverier.

Også hos SuperBrugsen er man “ramt” af tyverier. Her er det hovedsagligt kød og vin der forsvinder. De har derfor valgt at skilte med problemet foran butikken og gøre kunderne opmærksomme på, den ekstra fokus i form af øget overvågning.

Nu har Nordjylland fået langt bedre mobildækning

$
0
0

Telenor og Telia blev i nat færdige med at lægge 3G-nettene sammen i Nordjylland, som dermed er den første region i Danmark, der får glæde af den langt bedre 3G-dækning fra et helt nyt mobilnetværk. Læs her, hvor mange flere Telenor-mobilmaster de nordjyske byer og landdistrikter har fået.

I maj måned startede det danmarkshistoriske projekt med at lægge to mobilnetværk sammen, og det startede i Telenors ”fødeby” Aalborg. Siden da har Telenor og Telia også lagt 3G-netværk sammen i bl.a. Vesthimmerland og Rebild kommuner. Det har de fleste steder betydet markant bedre mobildækning, simpelthen fordi mobilmasterne står meget tættere, når man lægger to netværk sammen.

I nat lød så startskuddet til den sidste af de to nordjyske ”kongeetaper”, hvor Telenor og Telia på en uge har lagt 3G-nettene sammen i fem store nordjyske områder (se område for område på listen neden for) og dermed færdiggør det store 3G-projekt i Nordjylland og nu gør klar til at forbedre 3G-dækningen i resten af Danmark. Samlet set har Telenors nordjyske kunder fået adgang til 67 procent flere 3G-master. Eller mere præcist: Adgang til 186 nye 3G-master på mindre end fire måneder.

”Som nordjyde er det en særlig glæde for mig, at Nordjylland er den første region i Danmark, der oplever vores nye 3G-netværk. God mobildækning er på få år blevet vigtig for næsten alle danskere, både på arbejde og i fritiden. Derfor er jeg glad for, at vi ved at lægge to netværk sammen skaber en historisk dækningsforbedring, ikke kun i byerne, men også i mange af landdistrikterne,” siger Telenors netværksdirektør Richard Stigaard.

Her har vi forbedret dækningen i Nordjylland
I nat lagde vi 3G-nettene sammen i Hjørring, Jammerbugt og Thisted kommuner, den resterende del af Brønderslev kommune samt på Mors.

Og i sidste uge blev 3G-dækningen kraftigt forbedret i store områder i og omkring Skagen, Frederikshavn og Dronninglund samt på Læsø. De mange nye master vil bl.a. også give en bedre og mere sammenhængende mobildækning på E45 mellem Aalborg og Frederikshavn samt på hovedvej 40 mellem Frederikshavn og Skagen.

Alene i Sæby, Dronninglund, Hjallerup, Hals, Dybvad og mellemliggende landzoner, er der opsat ikke færre end 24 nye master, så fra før 15, til nu 39 Telenor 3G-master.

Ordet er frit: Ro i folden, tak!

$
0
0

Redaktionen har modtaget nedenstående indlæg fra Flemming Sten.

De var egentlig ret så mange i folden, dengang. Over 20 blev det til, hvis alle blev talt med.

Og det blev de!

Lige så mange og lige så forskellige de var, fremgik det tydeligt at flokken ikke var særlig homogen. Der var især én der hele tiden gjorde krav på det bedste areal at græsse på. Ja, selvom et område var afsat til en af de andre, så skulle det nok lykkes ham at tilegne sig det. Det var vist ikke bare fordi han var stor, i munden, men også fordi han kun tænkte på sig selv. Der var også en særegen lugt omkring ham, men det var der også om flere andre. Og det var nok fordi de altid stod omkring det lille bål der sendte et rødligt skær op efter brændt affald. Han var imidlertid så stolt af sin lugt, at han gjorde meget ud af at sikre, at specielt de der ikke syntes om den også fik deres del.

Som tiden gik, blev det stadig tydeligere for de fleste, at han kun handlede ud fra egne interesser og aldrig tog hensyn til helheden. Som dengang der skulle tildeles arealer, så de kunne holde marken i fin stand. Da fik han hjælp fra nogen fra nabohegnet så han fik det bedste areal. Det gav naturligvis megen ballade, men han var ligeglad selvom det faktisk betød, at en fra den del af flokken han selv tilhørte blev skubbet ud i kulden.

Nå, tiden gik og det blev stadig tydeligere at han og resten af flokken kun lige akkurat tålte hinanden. Men han var nu ligeglad så længe de andre ikke kunne komme ind på hans område.

Meget senere blev hegnet mellem flokkene fjernet og de skulle nu klare at ordne det hele sammen på et fælles og meget større areal.

Det kan nok være han fik travlt!

Det ville jo betyde, at han ikke længere kunne fastholde det han havde snuppet.
Han tænkte; hvad gør jeg nu!

Det lå imidlertid lige for. De fra den gamle flok, tænkte han, kunne nok ikke huske, at han havde luret et af de vigtigste flokdyr. Og de nye i flokken, de var nu over 30, havde endnu til gode at lære ham rigtigt at kende.

Historien gentog sig!

Det endda så grundigt, at han oveni snuppede et ekstra areal helt for sig selv. Han skyndte sig at sætte hegn omkring så de andre ikke kunne komme ind. Nu havde han styr på det hele og kunne så læne sig tilbage og lave det han var allerbedst til; At skabe splid.

De der følte sig dårligt behandlet, og dem var der efterhånden en del af gik og skummede i krogene. De tænkte tilbage på dengang han havde forrådt flokken. De tænkte imidlertid endnu mere på, at han sidste gang havde tømt truget, just som de skulle til at dele indholdet med de andre.

De lægger derfor planer for fremtiden.

Så når flokken næste gang skal sorteres, håber de at hegnet kan lukkes før han når at presse sig indenfor. Da det varer en tid endnu før sorteringen sker, vil de prøve at finde sammen, helt på tværs af foldene, så der endelig kan skabes den nødvendige fred.

Men også i dyreverden kan ønsket om at få den største bid desværre være en hindring for den mest fornuftige fordeling af arealerne!


Regionsfinalen på Spar Nord Atletikstadion i Sæby

$
0
0

200 unge atleter fra Jyllands fem regioner konkurrerede på livet løs i Sæby lørdag, og det var i det bedste atletikvejr man kunne tænke sig. Børnene var sammen med de klubber, som de oftest kæmpede mod, nemlig naboklubberne.

Stævnet blev forsinket ca. 15 min. på grund af vejarbejde i tunnelen i Ålborg. De unge fra Nordjylland var rimelig tilfredse med at tre ud af fire hold kom på præmieskammelen.

Næste weekend står den på DM i Århus for årgang 14 – 22 år.

Region Nord består af Ålborg, Hjørring, Dybvad og Sæby. Region Nord kom på guldpladsen hele to gange, for piger 12-13 år og drenge 10-11 år.

Guld for regionshold:
Drenge 10-11 år fra Sæby på holdet: Sebastian Nørgård, Mads Fjordbak, Johan Jensen, Thomas Nielsen,

Piger 12-13 år fra Sæby: Synnøve Stabrand

Sølv for regionshold:
Piger 10-11 år fra Sæby: Carina Schlegel, Louise Christensen, Cecilie Ahmt, Ida Krogh

Individuelle vindere:
Sebastian Nørgård, hækkeløb 11,05s

Sebastian Nørgård, længdespring 4,40m

Sebastian Nørgård, højdespring 1,43m

Ida Krogh, kuglestød 9,33m

Anden plads:
Mads Fjordbak, boldkast 40,25m

Benjamin Nørgård, kuglestød 9,76m

Carina Schlegel, højdespring 1,29m

Ida Krogh, boldkast 36,02m

Carina Schlegel, boldkast 32,97m

Tredje plads:
Thomas Nielsen, højdespring 1,40m

Ida Krogh, højdespring 1,29m

Halmpresser antændte mark på Kobberholmvej

$
0
0

Kl. ca. 14.30 blev Falck fra Sæby og Østervrå kaldt ud til en naturbrand på en mark nord for Thorshøj.

Branden var opstået på grund af gnister fra en halmpresser. Gnisterne havde antændt et mindre stykke af marken, nogle bigballer samt presseren, men da alt er knas tørt pt. kunne det hurtigt have udviklet sig.

Det lykkedes chaufføren at få kørt den brændende maskine ud fra marken, hvor Falck hurtigt fik ilden under kontrol, samtidig med at andre brandfolk fik branden på marken under kontrol. Her er de nu igang med at efterslukke de bigballer og den løse halm som var blevet flammernes bytte.

Ingen er kommet til skade ved branden der formodes at være startet i en aksel i halmpresseren.

Laustsen vil beholde grisene i Danmark

$
0
0

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen, der er medlem af udvalget for fødevarer, landbrug og fiskeri mener, der må gøres noget for at forhindre, at slagterikoncernen Danish Crown fyre hundredevis af ansatte på slagterierne.

Ca. 1000 medarbejdere vil miste arbejdet de næste år, hvis landmændene bliver ved med at sende så mange smågrise ud af landet, så både politisk og erhvervsmæssigt, må der gøres noget, så flere grise bliver i landet til slagtning.

Det kunne evt. være billig spildevandsafgift, en miljøregulering så der kan avles flere grise og så siger Laustsen til P4Nord: ”Pensionskasserne kunne også komme ind med kapital til udvikling af svinesektoren”.

Den nordjyske politiker opfordre til bredt politisk samarbejde for at hjælpe landmændene, så grisene bliver i landet og bliver fedet op her indtil de skal slagtes, hvilket selvfølgelig også skal ske på det nærmeste slagteri.

Landmændene vælger i dag at køre smågrisene til Tyskland, da omkostningerne i dag er for store i forhold til den afregning, som man får fra de danske slagterier.

Sæbykunstner udstiller til Ny Åben Kunst

$
0
0

En fælles passion for malerkunsten har igennem flere år samlet 7 kunstnere til maleri, inspiration, evaluering og erfaringsudveksling. Sæbykunstner Meta Eskildsen er én af disse 7, som ugentligt mødes i Atelier Tolnehus, hvor kunstner Sonia Weeke til daglig holder til.

Som noget nyt, vil interessegruppen afholde fælles arbejdende værksted og udstilling i forbindelse med dette års Ny Åben Kunst. Fredag den 6. september 2013 vil gruppen deltage i arrangementets fælles fernisering i Kunsthallen på Vrå Højskole. Lørdag den 7. og søndag den 8. inviteres der indenfor i Tolnehus, hvor Meta og de andre kunstnere vil udstille og arbejde.

Ud over Meta Eskildsen og Sonia Weeke består gruppen af Lise Morsing fra Brønderslev, Ilona Madsen fra Bjergby samt Margit Lauridsen, Ane-Marie Sunds og Laila Pallisgaard fra Hjallerup.

”Motion for dig” – Et nyt motionstilbud i kommunen

$
0
0

Er du interesseret i et særligt tilrettelagt motionstilbud, så afholdes der tre inspirationsmøder med oplæg omkring rehabilitering i Frederikshavn Kommune og motionens betydning for dig, der lever med kronisk sygdom.

MOTION FOR DIG er et nyt samarbejde mellem fem patientforeninger. Hjerteforeningens Lokalkomite i Sæby, Hjerteforeningens Lokalkomite i Frederikshavn, Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Gigtforeningen og oplysningsforbundet LOF med det formål at skabe de bedste betingelser for at leve et sundt og aktivt liv for borgere i Frederikshavn kommune. Det nye samarbejde vil fokusere på oplysning og aktiviteter der understøtter fællesskab og netværksdannelse, som fremmer motivationen til at leve det sunde, det aktive og det gode liv.
MOTION FOR DIG er et særligt tilrettelagt kursustilbud for dig, der allerede har deltaget i den kommunale rehabilitering eller som er i risiko for at få kronisk sygdom. Et tilbud som udbydes geografisk tre steder i de kommunale sundhedscentre – over 10 mødegange til en mindre egenbetaling.

’Vi ønsker at tage et socialt ansvar for de udfordringer, vi som samfund står overfor i de kommende år. Nogle borgere har brug for ekstra hjælp og vi vil gerne være med til at give et særligt træningstilbud til de borger, som ønsker at fortsætte træning i særlige trygge rammer efter et genoptræningsforløb, og vi er rigtig glade for at kunne gøre det i samarbejde med patientforeningerne’, siger skoleleder i LOF, Finn Bang.

Hjerteforeningens Lokalkomite i Sæby er en af de fem patientforeninger, som LOF samarbejder med, og de mener at samarbejdet kommer den enkelte patient/pårørende til gode: Patientforeninger og aftenskoler har en anden tilgang til borgerne end det offentlige, og mange patienter vil gerne fortsætte træning efter udløbet af det formelle behandlingssystem. LOF har erfaring med at udbyde kurser og kontakten til dygtige undervisere, udtaler næstformand i Hjerteforeningens Lokalkomite i Sæby, Merethe Gaardbo.

Opstartsmøde holdes i Spar Nord, Vestergade 3, Sæby – l. sal – den 3. september kl. 19.30
Ingen tilmelding. Alle interesserede er velkommen og der er gratis adgang.

Det første træningshold MOTION FOR DIG starter den 18/9 2013, kl. 16:00 i Sundhedscenter Sæby, Sæbygårdsvej 15.
Underviser er fysioterapeut Peter VAldemar Sørensen.

Tilmelding til LOF Frederikshavn. Tlf. 98401684/22463307
www: frederikshavn.lof.dk

Baggrund
Frederikshavn Kommunes sundhedspolitik peger på vigtigheden af, at
en sundhedspolitik skal gøre en forskel i borgernes liv. Et resultat opnås bedst ved et samarbejde mellem borgere og kommune. Sundhedsprofilen fra 2010 viser at 73 % af de fysisk inaktive og lettere motionerende gerne vil bevæge sig mere, så der er god grund til at udvikle flere motionstilbud til borgerne i Frederikshavn, særlig dem der bygger på gode fællesskaber.

Regionen tager nu til genmæle overfor lægerne i Sæby

$
0
0

Regionsmedlem for SF Lene Linnemann, svarer nu igen overfor lægerne Østergaard og Mølgaard, der mandag i TV2/Nord var utilfredse med, at de ikke kunne købe det tomme Aahaven i Sæby og bruge det som lægehus.

Lene Linnemann synes det er en uhørt opførsel af lægerne. Ejendommen er regionens og det handler dermed om borgernes midler. De praktiserende læger har budt på ejendommen på Gasværksvej, men til en pris 400.000 kr. lavere end den mindstpris på 2.6 mio., regionen har sat bygningen til salg for.

Men både de konservative medlemmer og Dansk Folkeparti stillede spørgsmålstegn ved om man overhovedet kan få 2,6 mio. kr. for bygningen, som en ejendomsmægler har vurderet salgsprisen til at kunne blive.

Lægerne mente, at de ikke måtte købe huset, da regionen selv er ved at bygge et nyt sundhedshus, hvor man håber, at lægerne vil flytte ind. Men det er ikke tilfældet, mener Lene Linnemann.

Derimod mente regionsrådets formand, Ulla Astman, at det mellem linierne i debatten lå, at det spillede ind, at købstilbuddet var kommet fra lægerne, netop som regionen er ved at bygge et nyt lægehus i Sæby med lokaler til syv til ni læger.

Nu skal regionen så igen forsøge at sælge huset, og med endnu flere udgifter til følge.

Bike & Run Stafetten kommer til Sæby

$
0
0

Firmaidræt Sæby arrangerer Bike & Run Stafetten lørdag den 14. september 2013. Bike & Run Stafetten, som går landet rundt til 17 byer for fjerde år i træk, er landets eneste motionsstafet, der kombinerer løb og cykling. Sidste år deltog 90 i stafetten i Sæby blandt 3700 motionister i hele Danmark.

Lørdag den 14. september 2013 er det Firmaidræt Sæbys tur til at være vært for Bike & Run Stafetten. Bike & Run Stafetten løbes i 16 andre byer landet over i 2013.

Starten går fra firmaidrættens lokaler på Sæbygårdvej 32B, for hold på fem personer. To personer skal cykle 13,6 kilometer, og tre personer skal løbe 5 kilometer – sammen tilbagelægger de en maraton.

”Det er fedt at kunne sige, at man har løbet en maraton med sine kolleger eller venner. Men det er vigtigt for os at understrege, at det her motionsløb er for alle – også dem, der ikke dyrker motion til daglig. Vi ser både racercykler og havelåger”, siger Birgitte Vallin, formand for Firmaidræt Sæby.

Bike & Run Stafetten er det eneste motionsløb i Danmark, som kombinerer løb og cykling i en stafet – og det tiltrækker mange deltagere, som ikke alle dyrker motion til daglig. Hver fjerde deltager dyrker faktisk ikke anden motion.

”Til Bike & Run Stafetten handler det mest om det sociale, og fordi det er en stafet, så hepper man på hinanden. Når man så er i træningstøjet, så kan man selvfølgelig heller ikke lade være med at gå lidt op i det”, siger Birgitte Vallin.

Rute og tilmelding
Løberuten på 5 km går gennem Sæbygård skov, hvor stisystemerne er oplagte til at nyde naturen.
Cykelruten på 13,6 km køres på afmærkede ruter lige omkring Sæby.

Tilmelding foregår på www.bikeandrun.nu

Der er mulighed for at bestille sandwich og drikkevarer på pladsen, og der udleveres gratis postevand til deltagerne.

Sterisol og Sparekassen Vendsyssel er sponsorer på stafetten i Sæby.

Fakta:
Det koster 495,- kr. at deltage med et hold bestående af maksimalt fem personer.

Der er herre-, dame- og mix-rækker – og præmier til vinderne i alle rækker.

Bike & Run Stafetten bliver i 2013 afholdt i 17 byer landet over: Hillerød, Fredericia, Korsør, Holstebro, Nyborg, Aalborg, Aarhus, Vordingborg, Sønderborg, Odense, København, Randers, Kolding, Ringkøbing, Sæby, Roskilde og Herning. Holstebro er ny by på kortet over løbsbyer i 2013.

Læs mere på www.bikeandrun.nu


Ny mesterlæreuddannelse hos Frisør-A

$
0
0

Trods stadig hårde tider for de forretningsdrivende, har Anita fra Frisør-A på Havnen 12 igen valgt at tage en elev, og denne gang en voksenelev.

Den nye elev, Lene Funker, er startet i en helt ny mesterlæreuddannelse, og hun er faktisk uddannet skolelærer, men har nu bestemt sig for at vil være frisør. Hun kommer fra Hals og køre hver dag turen til Sæby i sin lille Fiat 500.

”Lene er en meget dygtig elev”, siger Anita, og tirsdag skal hun aflægge sin første prøve hos Frisør-A. Der kommer en lærer fra Frisørskolen, og Lene skal aflægge prøve i hårvask og hårbundsmassage, lave vipper og retning af bryn og til sidst føntørring af sin model.

”Det er 2 år siden jeg har haft elever hos mig, så det er meget spændende og udfordrende at skulle lære en elev op igen, og især nu hvor der sker rigtig meget med vores uddannelse”, slutter Anita.

Sæbys postbude flytter til Frederikshavn

$
0
0

9. september 2013 flytter postbudene i Sæby til Frederikshavn Distributionscenter. Herefter omdeles posten til beboerne i 9300 Sæby og 9352 Dybvad fra distributionscenteret på Skippergade 27 i Frederikshavn, mens posten til beboerne i Østervrå omdeles fra distributionscentret på Banegårdspladsen 8 i Brønderslev.

Lukningen af Sæby Distributionscenter sker med baggrund i de faldende postmængder, og Post Danmark tilrettelægger arbejdet efter fortsat at sikre en sund forretning med optimal service og kvalitet for kunderne.

- Vi har forberedt os godt, og flytningen får kun i begrænset omfang indflydelse på postomdelingen.
Enkelte kunder vil dog kunne opleve at modtage deres post på et andet tidspunkt, end de har været vant til. Postbudene skal lige ind i de nye rutiner, og vi håber på forståelse for eventuelle uregelmæssigheder i en kort indkøringsperiode, siger postmester Merethe Madsen.

Ved spørgsmål til postomdelingen er man velkommen til at kontakte Post Danmarks kundeservice på telefon 70 70 70 30. Man kan også følge den lokale postsituation på www.postdanmark.dk/dagenspost.

Beskæftigelsesminister besøger igen Frederikshavn

$
0
0

Det gør hun torsdag den 5. september. I den anledning besøger hun virksomheden Martin.

Fabrikschef Peter Høy glæder sig til besøget, og fortæller: “Jeg er glad og stolt over, ministeren kommer og besøger netop os. Vi glæder os”.’
Ministeren skal både møde tillidsfolk, snakke med operatørerne og med på rundvisning.

Birgit Hansen, som er socialdemokraternes spidskandidat tager imod ministeren.
“Det er ikke første gang, beskæftigelsesministeren besøger vores kommune. Hun besøgte sidste år Frederikshavn Produktionsskole. Det var under det besøg, ministeren fremførte sit ønske om at besøge Martin, som hun var vidende om, arbejder lokalt i et globalt marked.
“Vi er glade for minister besøg i kommunen. Det handler om at skabe alliancer. Vi skal benytte enhver lejlighed til at fremme vores sag indenfor beskæftigelsesområdet”, siger Birgit Hansen, fra Socialdemokraterne.

Kommende arrangementer i Sæby og omegn

$
0
0

SaebyAvis.dk har modtaget nedenstående arrangementskalender fra Sæby Turistbureau.
Kalenderen løber fra lørdag den 31. august og frem til fredag den 27. september, og indeholder både nye og faste arrangementer.
Kender du til andre arrangementer der ikke er nævnt her, kan oplysningerne sendes til avisen på info@saebyavis.dk
De vil herefter blive tilføjet kalenderen.

Hver dag til og med lørdag 31. august
kl. 12.00-16.00: Sæbykunstnernes sommerudstilling foregår i Retfærdigheden, Algade 14, Sæby. Caféen i ”Retfærdigheden” åbent hver torsdag – søndag kl. 13.00-16.00.

Lørdag 31. august
kl. 11.00: Voerså Ifs Venner afholder cykelsponsorløb med start og mål ved den gamle krogrund.

kl. 13.00: Voerså Byudvikling afholder Kirsebærrets Dag på den gamle krogrund.

Søndag 1. september
kl. 14.00: Søndagstræf på Dybvad Ældrecenter med musik og sang. Entré inkl. kaffe og kage.

Tirsdag 3. september
kl. 10.00: Husorkestret spiller op til syngsammen på Sæby Ældrecenter.

Onsdag 4. september
kl. 14.00: Musik ved Ernest Pedersen og Hanne Lauersen, Hjørring, i Sæby Kulturhus ”Manegen”. ”Glemmer du, så husker jeg”. Arr. Sæby Pensionist & Efterlønsklub.

kl. 19.00: Frivilligt Samråd i gl. Sæby kommune, afholder samrådsmøde i Røde Kors lokale, Krystalgade 3, 1. sal, Sæby.

Fredag 6. september
kl. 12.00-17.00: Galleri Nordenvind, Algade 14, Sæby, inviterer til ”Art Collectors day, Art Books”. Kom og se fabrikation af flotte og spændende kunstnerbøger. Fri entré og tilmelding ikke nødvendig.

Lørdag 7. september
kl. 09.00-13.00: Folkedans på Sæby Torv.

kl. 11.00-15.00: Lær om jordovne og madlavning på bål sammen med restauratør Frank Størup og de grønne guider i Professorens Plantage P-pladsen på Solsbækvej mellem Sæby og Lyngså. Tilmelding på www.frederikshavn.dk senest den 4.9. Entré 200,00 kr.

kl. 14.00: Vinfestival på Sæbygaard Slot.

Mandag 9. september
kl. 19.00: Foredrag ved forfatter og coach Susanne Møberg ”Det særligt sensitive barn”, i Manegen, Sæby Kulturhus. Billetter kan kun købes på www.fof-vendsyssel.dk eller tlf. 70 25 50 50.

Onsdag 11. september
kl. 14.00: Foredrag i Sæby Kulturhus ”Manegen”, ved Dan Jakobsen, Danmarks mindste mand kun 98 cm høj. Emnet er: Med B.S. på tur. Arr. Sæby Pensionist & Efterlønsklub.

Torsdag 12. september
kl. 13.30-15.30: Underholdning ved husets venner – Bælsene fra Strandby, på Sæby Ældrecenter. Entré 20,00 kr.

kl. 19.00: Sogneaften i Lyngså kirkehus, hvor borgmester Lars Møller holder foredrag over emnet ”Fra bonde til borgmester”.

Lørdag 14. september
kl. 13.00: Bike & Run stafetten ved Firmaidræt Sæby, Sæbygårdvej 32 B. Tag kolleger og venner med til Danmarks sjoveste motions-stafet for både løbere og cyklister.

kl. 18.00: På Frank´s Restaurant i Sæby serveres først 3 retter lækker lokal mad, bagefter underholder Peter Belli & band.
Billetter a 595,- for hele arrangementet købes i restauranten.

Tirsdag 17. september
kl. 13.30: Bankospil og Amerikansk lotteri på Sæby Ældrecenter.

kl. 19.00: Kom med Aktive kvinder bag facaden hos Kabel- & Maskinfabrikken Roblon, Kjeldgaardsvej 6, Sæby. Mand/ven er velkommen. Tilmelding senest 11.09. Entré.

Torsdag 19. september
kl. 13.30: På Sæby Ældrecenter markeres den landsdækkende huske dag (for alzheimer foreningen), med musikalskunderholdning ved Elena og kaffe/huskekage.

kl. 14.00: Høstfest i Musikhuset, Skolegade 6, Sæby, med underholdning af Lonni og Bent fra Flauenskjold.

Tirsdag  24. september
kl. 10.00: Hygge Banko på Sæby Ældrecenter – plader 5,00 kr. pr. stk.

Fredag 27. september
kl. 18.00: I anledning af 50 året for Beatles gennembrud, laver The Beatrio i samarbejde med Per Wirum, en aften med foredrag og koncert i Manegen, Sæby Kulturhus. Aftenen indledes med fælles spisning og er for både børn og voksne. Billetter købes eller bestilles på Sæby Bibliotek fra 02.09., tlf. 98 45 93 00.

Åbningstider:

Kunsthåndværkere
Galleri 133: Frederikshavnsvej 133, Sæby. Bliv kunstner for en dag – besøg værkstedet og mal dit eget billede. Alle materialer findes på stedet og alle kan være med, både børnefamilier, voksengrupper, klubber, personalegrupper mm. Ring og aftal tid hos Billedkunstner Margit Rasmussen tlf. 27 38 95 66.

Glashuset: Sønder Ringvej 23, Sæby. Arbejdende værksted med glaskunst. Åbent alle hverdage kl. 11.00-17.00 og lørdag kl. 10.00-14.00. Fra 01.09. åbent mandag, onsdag og fredag kl. 11.00-17.00 og lørdag kl. 11.00-13.00.

Kunstnerne Lise Mørk Frederiksen og Mette Hvidberg-Hagen: Udstiller henholdsvis malerier og ”Vesterhawsnissen” hos Frisør A på Havnen 12, Sæby. Åbent tirsdag kl. 09.00-19.00, onsdag-fredag kl. 09.00-17.00 og lørdag kl. 08.00-12.00.

Ravsliberen: Algade 12 A, Sæby. Arbejdende værksted og Ravmuseum. Åbent mandag-fredag kl. 10.00-17.30 og lørdag kl. 10.00-13.00.

Snedkergaarden – Heile Keramik: Algade 10, Sæby. Åbent mandag – fredag kl. 10.00-17.30 og lørdage kl. 10.00-13.00.

Sæby Glaspusteri: Algade 46 E, Sæby. Åbent alle hverdage fra kl. 11.00-17.00 og lørdag kl. 10.00-13.00.

Gallerier
Galleri Færch-P: Liljevej 2, Østervrå. Åbent hver lørdag og søndag kl. 13.00-17.00.

Galleri Lene F : Havnen 12, Sæby. Åbent dagligt kl. 12.00-21.00. Sommerudstilling med forskellige kunstnere, samt restlager fra ”Sly design & lifestyle”. www.lenefrederiksen

Galleri Lene Nürnberg: Algade 14, Sæby. Arbejdende værksted med kunsthåndværk. Åbent tirsdag – fredag kl. 10.30-16.30 og lørdag kl. 09.30-12.30.

Galleri Nordenvind: Algade 14, Sæby. Åbent kl. 12.00-16.00 onsdag-søndag, eller efter aftale på 21 75 64 09.

Galleriet: I den gamle transformatorstation, Pindborggade, Sæby. Åbent hver lørdag kl. 10.00-13.00 eller efter aftale på tlf. 29 92 53 00.

Museer
Herregårdsmuseet Sæbygård: Åbent: tirsdag – fredag kl. 11.00-16.00. Fra Bispegård til Herregårdshjem – viser dagliglivet på en nordjysk herregård. Åbent til og med den 30.08.

Katrins Dukkemuseum: Mølholtvej 104, Mølholt. Åbent efter aftale på tlf. 40 42 73 97.

Sæby Miniby: Solsbækvej 39, Sæby. Åbent alle hverdage undtagen torsdag kl. 08.00-12.00. Entré: 20,- kr. voksne.

Sæby Museum: Algade 1-3. Åbent: mandag-fredag kl. 10.00-16.00 og lørdag den 31.08 kl. 11.00-16.00. Udstilling: turisme, byens- & egnens historie, Sæbykunst samt skolehistorie. Skattejagt og Historiestien for hele familien. Særudstilling: ”Arvesølv”.

Voergård Slot: Voergård 6, Flauenskjold. Åbent lørdag og søndag kl. 11.00-16.00 til og med 20.10.

Aktiviteter
Banko i Mølholt Forsamlingshus: Hver mandag kl. 19.00.

Banko i Skæve Idrætsforenings klubhus: Hver onsdag kl. 19.30.

Banko i Understed forsamlingshus: Hver onsdag kl. 19.30. Arr. Understed IF.

Bibliotek – Sæby: Rådhuspladsen 1. Åbningstid med personale: Mandag, tirsdag og torsdag kl. 10.00-17.00, fredag kl. 10.00-14.00 og lørdag kl. 10.00-12.30. Åbningstider uden betjening: Alle ugens dage kl. 7.00-21.00.

Bibliotek – Østervrå: Vrængmosevej 2 B. Åbent mandag kl. 14.00-17.00 og torsdag kl. 15.00-19.00.

Byhistorisk arkiv: Algade, Sæby. Åbent hver tirsdag, onsdag og torsdag kl. 13.00-16.00.

Hotel Viking Aqua Spa & Wellness Resort: Sæby. Åbent alle dage kl. 09.00 – 19.00. Se alle arrangementer på www.hotelviking.dk

Hørby Lokalhistorisk Forening: Nørregade 40, Hørby. Åbent kl. 19.00-21.00 hver onsdag i lige uger. Ferie til den 4.9.

Kroket: Dybvad Kroketklub, sportspladsen ved Dybvad Hallen. Hver tirsdag kl. 18.30.

Kroket: Senior Kroket hver tirsdag og fredag kl. 13.30 på Skjolds baner, Kjeldgårdsvej 25, Sæby.

Krolf: Anlægget bag Algade 3, Sæby. Tirsdage kl. 14.00-16.00. Arr. Ældre Sagen Sæby.

LOOP Cirkeltræning: Sophus Falcksvej 1, Sæby. Åbent mandag – torsdag kl. 07-20, fredag kl. 07-17, lørdag og søndag kl. 08.00-14.00.

Motionscykling: Onsdage kl. 9.30 – ca. 11.30. Startsted: Sæby Busterminal. Vi cykler i Sæbys smukke omegn med indlagt pause.

Petanque: Anlægget bag Algade 3, Sæby. Onsdage kl. 14.00-16.00.

Petanque: I Byparken, Sæby. Hver mandag og torsdag kl. 13.30.

Saigon Restaurant og Sæby Bowlingcenter: Ålborgvej 81 B, Sæby. Åbent mandag–torsdag kl. 11.30–22.00, fredag kl. 12.00-22.00, lørdag kl. 12.00–01.00 og søndag kl. 12.00-22.00.

Stavgang i Sæby: med start fra anlægget, Algade 3, kl. 09.30 hver torsdag.

Stavgang i Voerså: Hver tirsdag kl. 09.30 med start fra Gåsevej. Gratis og for alle.

Svømmebad – Sæby: Rådhusvej. Wellness og Fitnesafdeling. Åbent: Mandag – fredag kl. 06.00-18.00 og lørdag – søndag kl. 08.00-15.00.

Sørå fodboldgolf: Agerstedvej 5, Aså. Åbent alle dage kl. 09.00-21.00.

Ørtoft klatrecenter: Ørtoftvej 101. Åbent torsdag kl. 19.00-21.00 for alle interesserede. Grupper efter aftale. Kontakt@oekc.dk

Østervrå – Svømmehal: Åbningstider: Tirsdag kl. 09.00-10.00 (forbeholdt voksne), onsdag kl. 18.30-20.00 ( kl. 20.00-21.00 forbeholdt voksne). Lørdag kl. 08.00-09.00 (forbeholdt voksne) og kl. 14.00-15.30.

Åben Have – Milbakhaven: Håndsbækvej 62, ved Brønden. 10.000 kvm. have med flere hundrede roser, hosta, stauder, liljer og en georginemark, forskellige træer og buske. Åben hver torsdag kl. 14.00-18.00 til og med 19. 09. Entré inkl. kaffe/the.

Øvrige
Blå Kors Genbrug: Gl. Ålborgvej 2, Sæby. Åbent: mandag – fredag kl. 09.30-16.30, lørdag kl. 09.30-12.30. Møbelgenbrug på Sophus Falcksvej åbent: mandag – fredag kl. 10.00-17.00, lørdag kl. 10.00-13.00.

Caféen i ”Retfærdigheden”: Algade 14, Sæby. Åbent hver torsdag – søndag kl. 13.00-16.00. Åben til og med den 31. august.

Havne Kiosken Sæby: Klostergyden 9, Sæby. Åbent hver dag kl. 08.00-22.00.

Krystalcaféen: Krystaltorvet, Sæby. Åbent alle hverdage kl. 10.00-12.00 og 14.00-16.00 og lørdag kl. 10.00-12.00. Mødested for alle. Ældre Sagens og Sæby Handicapgruppens frivillige serverer kaffe.

Nellemanns Have: Langtvedvej, Sæby. Her findes Nordeuropas største samling af paradistræer. Åbent alle dage. Der er legeplads, borde og bænke samt toilet i haven. Gratis entré.

Røde Kors Butik: Krystalgade 3, Sæby. Åbent kl. 09.30-17.30 hverdage og kl. 09.30-13.00 lørdage.

Strikkecafé: i Sæby Kulturhus. Hver torsdag kl. 13.00-16.00.

Sæby Genbrug: Søndergade 38, Sæby. Åbent alle hverdage kl. 10.00-17.00.

Sæby Kirke: Strandgade. Åbent hverdage kl. 08.00-18.00 og søndag kl. 09.00-16.00.

Sæby Turistbureau og Feriehusudlejning: Algade 14. Åbent mandag-fredag kl. 10.00-17.00 og lørdag kl. 10.00-14.00.

Læs mere på www.visitsaeby.dk

Indvielse af ny akutlægebil i Vendsyssel

$
0
0

Fra september rykker Region Nordjyllands nye akutlægebil ud fra Sygehus Vendsyssel. I bilen sidder både en læge og en paramediciner, og det betyder en styrkelse af det akutte beredskab i Vendsyssel.

Den nye akutlægebil har base på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, og den bemandes med anæstesilæger fra sygehuset.
Akutlægebilen rykker ud med 1-2 minutters varsel og kan være hurtigt fremme ved sygdom og ulykke.

- Det betyder en klar forbedring af den præhospitale indsats for borgerne. Når vi kommer to personer ud, kan vi iværksætte lægebehandlingen på skadestedet med det samme. Vi kommer således til at styrke det gode beredskab med paramedicinere, som findes i dag, forklarer klinikchef Per Henrik Lambert fra Klinik Anæstesi, Sygehus Vendsyssel.

Hvor lægen kan gøre en forskel
Borgerne kan have stor gavn af, at den avancerede lægelige diagnostik og behandling starter allerede i hjemmet / på skadestedet. Den lægelige kompetence kan være livreddende ved f.eks. avanceret luftvejshåndtering, behov for ekstern pacemaker, akutbehandling af svær blodforgiftning, primærbehandling af ukontrollabel indre blødning osv.

Ved mindre alvorlige tilstande vil det være muligt at færdigbehandle patienten i hjemmet eller på skadestedet og således spare personen for et besøg på sygehuset.

Er den tilskadekomne/syge livløs, skal man som privatperson aldrig tøve med at forsøge genoplivning. Når akutlægebilen når frem, kan lægen så vurdere, om redningsberedskabet skal overtage og fortsætte genoplivningsforsøgene. Ved ulykker med mange implicerede betyder det f.eks., at redningsmandskabet kan koncentrere ressourcerne og indsatsen om de levende.

Samtidig giver akutlægebilen mulighed for øget sammenhæng i patientens forløb, da lægen fra akutlægebilen kan følge patienten til behandling på Akutmodtagelsen.

Attraktiv arbejdsplads
Pengene til at etablere en akutlægebil blev bevilliget sidst i maj i år. Dermed har der været ganske kort tid til at få ansat de ekstra anæstesilæger, der skal bemande bilen.

- Der har heldigvis været stor interesse for de nye stillinger, og der er heller ingen tvivl om at muligheden for at arbejde præhospitalt, gør det ekstra attraktivt for speciallæger at søge til Vendsyssel, siger Per Henrik Lambert.

Tre årig periode
Akutlægebilen forventes af have 2000 ture om året, og etableringen af den blev muligt efter at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse bevilgede knap 29 mio. kr. De penge har gjort det muligt at konvertere den tidligere paramedicinerbil til akutlægebil i en tre-årig periode. Inden bevillingen udløber vurderes det fortsatte behov.

Akutlægebilen i Vendsyssel er den anden akutlægebil i Region Nordjylland. Der har siden 1994 været en akutlægebil med base i Aalborg.

Viewing all 15998 articles
Browse latest View live