Myggene stikker og summer om ørene på far og søn i Gybels Plantage. Vi er i slutningen af juli måned i 1965. Søren har en lille spand i hånden, og Svend Sulbæk har en større stående ved siden af sig, og der plukkes vilde hindbær, der skal bringes med hjem, hvor de skal koges til saft og syltetøj.
Familien på Aalborgvej bruger meget saft i husholdningen. I de tider var det jo almindelig skik og brug i alle ordentlige hjem, at en hverdagsmiddag består af både en varm forret og en efterret. Sidstnævnte kunne så være en jævnet frugtgrød, budding med frugtsovs eller risengrød med samme. Sodavand hører til sjældenheder og festlige lejligheder, men det gør hjemmelavet saft ikke – og den findes og laves i mange versioner.
I haven derhjemme har familien derfor også buske med solbær, ribs og stikkelsbær, foruden også havehindbær og rabarber. Der er flere æble- pære, kirsebær og blommetræer, samt i sæsonen en masse jordbær. Alt bliver af Else omhyggeligt henkogt, syltet og gemt, så det kan indgå i husholdningen hele året igennem – og således også suppleret op med naturens vilde bær, når havens egen ydeevne ikke helt rækker.
Søren bryder sig ikke om at gå i den tætte sommerskov med de mange insekter og edderkoppespind, hindbærris, der river huden, og brændenælder der svider. Så er det sjovere at samle hyldebær om efteråret – eller brombær i Sulbæk allersidst på sommeren. For slet ikke at snakke om at gå rundt i Sæbygård Skov og ryste hasselbuskene i oktober efter den første nattefrost, for at se hvor mange nødder der falder ned. Ofte har det været muligt at samle en hel sæk hasselnødder, der så kan hænges til tørre i fyrrummet på Aalborgvej og spises som ”aftenslik” vinteren igennem.
Nu synes far heldigvis at dagens høst af vilde bær er stor nok, og de maser sig gennem skovtykningen til den nærmeste vej, for at begive sig hjemad. Bærrene skal koges, saften vrides ud, kommes på flasker og sættes ind i husets lille spisekammer, til alt det andet naturen og haven kan bibringe hjemmet. Familien Jensen har kun en indtægt, da Mor Else jo stoppede i sit job på Skotøjsfabrikken, da Søren var på vej – og aldrig kom på arbejdsmarkedet igen. Til gengæld er hendes arbejde som hjemmegående altafgørende for, at familien alligevel trivedes med Svends slagteriarbejderløn.
Svends store interesse og flair for havebrug, stammer egentlig fra en aldrig fuldført drøm om at blive gartner. Uddannelse til de ti børn var der ikke hverken råd til – eller tradition for – i hjemmet i Sulbæk, men Svends interesse for det grønne er en stor fordel for familien på Aalborgvej.
Ved siden af sit arbejde på Slagteriet, har han en stor have derhjemme, samt 2 lodder jord ved Ulldahlsvej, hvor de slagteriarbejdere der har lyst, kan få haver på Slagteriets grund. Han dyrker kartofler alle tre steder, der høstes om efteråret og kommes i en ”kule” om vinteren, så familien året rundt er selvforsynende med denne uundværlige grøntsag. Det samme er tilfældet med gulerødder og rødbeder, der ligeledes kommes i kulen. Der dyrkes naturligvis også ærter, porrer, selleri, rodpersiller og løg – alt i så store mængder, at de med en rette forarbejdning – som Svend og Else naturligvis også mestrer – kan opbevares vinteren igennem.
Der dyrkes ligeledes også både asier og græskar, der syltes til spisekammeret, så med jævnlige mellemrum er der sommeren igennem i huset på Aalborgvej en gennemtrængende duft af eddike og atamon!
Det er ikke kun havernes afgrøder, der er med til at supplere den Jensenske husholdning året igennem. I rigtig mange år var der visse privilegier forbundet med at være slagteriarbejder. De kunne frit købe slagtervarer direkte fra slagteriet til særdeles favorable priser. Pølser, flæskesteg, gode ben – og også de dyrere stykker på grisen kunne man bestille. Det sidste var dog ikke noget Svend Sulbæk så ofte gjorde. Træerne voksede på trods af stor kreativitet og høj grad af selvforsyning ikke ind i himlen. Derfor var et stort hit også at købe sækkevis af gode ben til meget små penge, der så med Svends færdigheder med en velslebet kniv – som naboen Ramlov, der var sliber på Slagteriet, altid var leveringsdygtig i – blev afpillet for kød, der så blev hakket til fars og nedfrosset. Leverpostej var selvfølgelig hjemmelavet af lever og spæk, og til jul blev der lavet sylte af grisehoved og skank. For slet ikke at tale om den liflige duft, når der blev kogt grønkål fra haven i husets gruekedel – den der blev fyret op med træ. Grønkålene blev derefter presset i boller til senere brug – en metode der i øvrigt også blev anvendt til hvidkål.
Senere – da Søren for alvor fik øjnene op for lystfiskeriets muligheder – blev familien også selvforsynende med fisk stort set året rundt. Disse blev renset, fileteret og nedfrosset i den udstrækning, de ikke blev spist med det samme. Søren var også fast leverandør til begge sæt bedsteforældre, og om sommeren – hvis der havde været en stime makrel omkring havnen i Sæby – også til en lang række naboer.
Man passede også på tingene på Aalborgvej. Intet blev smidt væk i utide – i det mindste ikke før alle reparationsmuligheder var afsøgt, eller alternative anvendelsesmuligheder var afprøvet. Det vil føre for vidt at opremse alle de sjove og kreative ideer, som Svend og specielt naboen Ramlov kunne få, når det gjaldt om at lave ting selv – og vedligeholde ting, som vi i dag ville opfatter som tjenlige til lossepladsen.
Ikke mindst Kenneth Ramlovs evner som reparatør af stort set alt er nærmest legendarisk. Han har fuldtidsjob som ”sliber” på Slagteriet, hvor han sørger for, at alle på den store arbejdsplads til enhver tid har brugbart værktøj. Men hjemme på bopælen med adresse ved siden af Svend Sulbæk, snurrer slibemaskinerne også lystigt. I Ramlovs kælder er der en række maskiner – selvkonstruerede, selvfølgelig – der kan klare alt fra køkkenknive til plæneklippere – og isskøjter i de kolde vintre. Ramlov har en omfattende fritidsvirksomhed med at servicere byens borgere med skarpslebne redskaber.
Men Ramlov er ikke kun byens bedste sliber. Hvis Walt Disney havde rettet blikket mod Sæby, kunne Ramlovs bedrifter og påfund give ideer til en lang række historier med Georg Gearløs. Giv en opgave til Ramlov. Det gør ikke noget den er næsten umulig, for den vil blive løst på en særdeles kreativ måde – og ikke nødvendigvis som du på forhånd havde tænkt dig.
Han sliber, svejser, drejer og fræser. Og ingen stumper bliver smidt væk, for de kan helt sikkert bruges i en eller anden sammenhæng en anden gang. Mange af Flemmings (Ramlovs søn) og Sørens legeredskaber har været en tur om af Ramlovs magiske kælder. De har trækvogne, sæbekassebiler, hjemmelavede geværer til leg og uendelig meget andet – skabt ud af kasserede ting fra 1960érnes begyndende velfærdssamfund. Og skulle det endelig være noget man alligevel manglede, kunne man altid sende en stafet ned til den lokale produkthandler, Jens ”Rævbak”, for at hente de manglende dele.
Man kan i dag sagtens gøre grin med den opfindsomhed der blev udvist, men den var nødvendig i en tid, hvor tingene ikke kom så let til folk, og hvor pengene eller vareudbuddet ikke var så overdådigt som vi oplever det i dag. Man smed intet væk, og næsten alt blev genbrugt.
Når vi den dag i dag gør et stort nummer ud af at opfordre hinanden – og ikke mindst vore børn – til at passe på ressourcerne, stoppe madspild og genbruge og sortere vores affald, kan vi vælge at læse om de gode ideer fra den lange række af livsstils- og miljøeksperter der udgiver bøger og laver TV om dette politisk korrekte emne.
Vi kunne også vælge at bruge lidt tid på at snakke med de af vore ældre medborgere, der selv har oplevet tider der var knappe – og hvor man var miljø– og ressourcebevidst. Ikke fordi det var moderne, men fordi det var nødvendigt!