Der er mangel på slagtesvin på DC’s anlæg rundt om i landet. Konsekvensen er, at 350 medarbejdere står til at miste jobbet, mens 472 medarbejdere i Faaborg allerede har gjort det som følge af den strukturplan, Danish Crowns bestyrelse vedtog den 16. januar.
Situationen drøftes i denne uge på en række informationsmøder på de danske slagterier, hvor fabrikschefer og tillidsfolk i fællesskab orienterer medarbejderne.
- Det er rigtig ærgerligt, at vi nu må sige farvel til nogle af vores kolleger rundt om på slagterierne. Situationen er værre, end jeg troede for bare et par måneder siden, siger formand for Tillidsmandskollegiet Lars Mose.
Manglen på slagtesvin betyder ikke kun noget for antallet af arbejdspladser. Det har også stor betydning for omkostningerne og dermed for, hvad varerne koster at lave.
- Nogle af udgifterne på anlæggene forbliver de samme, selvom vi mangler slagtesvin. Derfor leder vi efter en løsning, som betyder, at vi ikke skal sige farvel til kolleger igen om et år. Og året efter. Og året efter. Så vi skal være med til at vende udviklingen nu, siger Lars Mose.
Viden gives videre
Sammen med sine tillidsmandskolleger har Lars Mose været med i hele forløbet og deltaget i de seneste ugers mange drøftelser med DC Porks ledelse. Det har givet dem en stor indsigt i, hvordan tingene forholder sig, og det vil han gerne give videre til kollegerne.
- Jeg må desværre indrømme, at ud fra de informationer, vi nu har fået gennem de mange drøftelser med ledelsen i Randers, er jeg ikke i tvivl om, at situationen i dag er alvorlig for alle DC’s danske slagterier og ikke mindst alle kollegerne på de forskellige anlæg. Derfor er det vigtigt, at informationerne nu bliver givet videre, så alle ved, hvad det er, vi skal forholde os til, siger Lars Mose.
Tal på svinene
Tallene fra DC Pork taler sit tydelige sprog. Der mangler mindst 20.000 grise på de danske slagterier allerede nu, og fremtiden ser ikke meget lysere ud, hvis ikke der bliver fundet nogle løsninger. Der vil mangle 10.000 igen om et år og yderligere 10.000 igen om to år.
- Som koncern er Danish Crown en meget stærk virksomhed. Men den danske del er svagere end resten, og det skal der rettes op på. Jeg vil langt hellere være med til at udvikle virksomheden og skabe arbejdspladser, end jeg vil afskedige medarbejdere. Men finder vi ikke fælles fodslag, står vi over for lukning af et slagteri inden for en overskuelig fremtid, siger CEO for DC Pork Jesper Friis.