Nu kalder endnu en sæson i Syvsten med udendørs fodbold, og alle i klubben er meget spændte på, hvad den vil bringe.
Der er hen over vinteren ansat ny førsteholdstræner, Mogens Sørensen, som kommer fra en lignende stilling i Flauenskjold. Mogens har en del års trænererfaring i forskellige klubber i oplandet, så det samarbejde ser klubben meget frem til. Derfor vil de gerne invitere til et spillermøde onsdag den 22. januar kl. 19.00 i Syvstenhallens cafeteria. Her er alle velkommen både gamle og nye spillere. Der vil man have muligheden for at møde Mogens, samt få at vide, hvad der vil ske i løbet af foråret af forskellige aktiviteter.
Standerhejsning vil i år blive afholdt lørdag den 15. februar kl. 13.30.
Bolden har ikke ligget helt stille henover vinteren i Syvsten. Der er blevet trænet indendørs hver onsdag aften med et meget fint fremmøde. Det har blandt andet resulteret i, at klubbens hold i b-rækken gik overbevisende igennem deres pulje med 12 sejre ud af 12 mulige. Så et stort tillykke til dem med oprykningen. De deltog efterfølgende i regionsmesterskaber, hvor det dog blev til 3 knebene nederlag. Der har desuden også deltaget hold i den lokale Lyngså turnering.
Bestyrelsen, Syvsten IF glæder sig til at se alle.