På fredag løftes sløret for, hvem der har vundet Vækst og Vilje Erhvervsprisen og Iværksætterprisen ved Vækst og Vilje arrangementet i Det Musiske Hus, hvor omkring 200 er tilmeldt.
Erhvervshus Nords bestyrelse Frederikshavn Erhvervsråd har nomineret 15 kandidater til Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2013 og otte kandidater til Iværksætterprisen 2013, som er indstillet af Turisthus Nord, de tre handelsforeninger og de tre erhvervsforeninger i Skagen, Sæby og Frederikshavn.
Der er som vanligt taler fra erhvervsdirektøren og borgmesteren, og årets indlægsholder er Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, som vil fortælle om styrkerne og udfordringerne for Det Blå Danmark samt om potentialet for den maritime klynge i Nordjylland og Frederikshavn Kommune. Underholdningen bliver leveret af komiker Kim Andersen. Per Malmberg, direktør for Arena Nord, vil ved lejligheden uddele 40.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse, som er indsamlet i forbindelse med deres billotteri under INK-festivalen.
Formiddagen afsluttes med Frederikshavn Erhvervsråds uddeling af de to priser. De nominerede til Vækst og Vilje Erhvervsprisen, som gives til en virksomhed eller person, der har ydet en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i Frederikshavn Kommune, er:
Gitte Henning A/S, Skagerak Pelagic A/S, Slagter Munch ApS, Dansk Mikrobølge Teknik Aps, K.B Metal ApS, NBE Production A/S, A.B.C Service ApS, Happydays A/S, Lyngsaa A/S, RAIS A/S, D-T Interlink A/S, Vestergaard Marine Service A/S, Roblon A/S, Lars Dannervig (Restaurant Empire, Café Empire, Sæby Søbad) og Farm Fun.
De nominerede til iværksætterprisen er:
Catonets, Jesper Winther – Skagen Fiskerestaurant, Grenen Maskinfabrik ApS, LBB3, Stæhr Marine Engineering A/S, Orskov Offshore A/S, Dennis Sommer – 2takt Café og Brasserie og Helle Høyer – Designersmarket og Mejeriet i Jerup.
Bag arrangementet står Erhvervshus Nord, Turisthus Nord, handelsstandsforeningerne i Sæby, Skagen og Frederikshavn, Arena Nord, Spar Nord og Frederikshavn Kommune.