I denne uge vil landets politikredse stoppe uopmærksomme bilister. Det sker som opbakning til de kommuner, der er med i en landsdækkende kampagne mod uopmærksomhed i trafikken.
Gang på gang er der sket ulykker på vejene, som kunne have været undgået, hvis hænderne var blevet på rattet og øjnene på trafikken.
Alt for mange bilister bruger af og til deres koncentration på mobilen, radioen, GPS´en eller med at spise i stedet for at holde øje med, hvor de kører. Det betyder, at der er uopmærksomhed involveret i hver tredie trafikulykke.
Gør du følgende meget ofte, ofte eller en gang i mellem, når du kører bil?:
• Drikker og spiser: 62%
• Betjener GPS: 31%
• Finder ting frem/roder efter ting: 27%
• Læser sms/mails/på nettet på mobil: 22%
• Benytter håndholdt mobil: 18%
• Skriver på håndholdt mobil: 14%
Derfor gennemfører Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og 69 af landets kommuner i de her uger kampagnen ”Kør bil, når du kører bil”.
Nu bakker politikredsene op og gennemfører i løbet af ugen kontrol af uopmærksomme bilister på vejene.
Kampagnen kan opleves på www.sikkertrafik.dk/kørbil