Ingen er i tvivl om, at vindmøller er ren energi, og der kan spares mange penge på at udnytte vinden, som vi jo har en del af i Danmark, samt spare på CO2 udslippet. En anden ting er, at have disse møller som nabo og leve med støj, flimmer fra skyggerne fra de lange vinger, når solen skinner samt udsigten eller herlighedsværdien om man vil.
På Kvisselholtvej i Agersted er Peer Risager kommet i klemme i systemet, som han bestemt ikke havde forestillet sig, da han købte sin bolig ude på landet, hvor der var fred og idyl. Han faldt netop for stedet, på grund af der var fred og ro samt udsigt til Storskoven og tæt på alfarvej. Det var stedet, hvor han skulle koble af, når han havde fri. På det tidspunkt drev han den nu nedlukkede købmandsforretning ”Høkeren” i Voerså.
I 2010 bestemte Brønderslev Kommune sig for at ”plante” vindmøller tæt på Peer Risagers bolig. Han havde aldrig tidligere været tæt på en vindmølle. Han havde kun set og bemærket dem, når han kørte forbi dem i bil. En nabo og Peer Risager bestemte sig for, at køre ud og se på de 7 møller i Lyngdrup, og her var de begge ved at få et chok. Her var der konstant støj, som mindede om et rutefly, der lagde an til landing. Det gik op for de to naboer, det var det, de skulle kæmpe imod, og Peer Risager meldte sig omgående ind i Landsforeningen for Naboer til Kæmpevindmøller for at få viden på området.
Naboorientering
På et senere møde med Brønderslev Kommune blev naboerne fortalt, at der stort set ikke ville være nogle gener ved at have møllerne som nabo, hvis de kom op. Op det kom de, og det var kun en ekspeditionssag i kommunen. Alle indsigelser og klager, så vidt Peer Risager ved, blev afvist af kommunen. I flere tilfælde hvor kommunen ikke vidste deres levende råd, rådførte man sig med vindmølle-producenternes konsulenter. Kommunen kæmpede ihærdigt for at få projektet godkendt i 2011, og det skyldtes, der var en ny bekendtgørelse på vej, som ville sætte grænser for lavfrekvent støj. Trods det at kommunen og vindmølle-producenternes konsulenter havde forsikret områdets beboere om, der ikke var støjproblemer, med den aktuelle mølletype, blev formanden for Teknisk Udvalg og mølleopstilleren godt arrige i hovedet, da Aalborg Stift nedlagde veto, på grund af den nærliggende Voer kirke, der måske ville blive berørt. Sagen endte i Naturstyrelsen, og kommunen overbeviste om, at Voer kirke ikke ville blive berørt. Brønderslev Byråd var derefter ikke længe om at stemme projektet igennem. Byrådsmedlemmer, der tidligere var imod vindmøller i deres eget bosættelsesområde, stemte for møllerne i Pulsen, som området hedder. Det syntes Peer Risager var virkelig tarveligt.
Støj i huset
- Møllerne generer ikke mine øjne, men kan altid høres udenfor, når der er let vind. Det værste er, at støjen ofte trækker ind i huset. Det lyder som en gammel slidt dieselmotor i tomgang. Væggene kan konstant afgive en brummende lyd, og det er meget ubehageligt. Det forekommer mest om aftenen, natten og tidlig morgen, og det ødelægger min nattesøvn. Det giver bagslag næste dag, hvor jeg er drænet for energi og ofte har en grim hovedpine. Mit blodtryk er steget voldsomt, så doseringen på min medicin er forhøjet. Samtidig er mine ben begyndt at hæve, hvilket har gjort, at jeg også får vanddrivende medicin. Tinitus er jeg heller ikke sluppet for. Det opstår, hvis der en eller to dage i træk har været indendørs støj, men lidelsen forsvinder som regel igen efter en dags tid. Siden møllerne kom op, har jeg haft svært ved at planlægge min hverdag, og jeg har ikke kunnet klare et ”normalt” job, fortæller Peer Risager.
Hjælp fra kommunen?
- Jeg troede, der var hjælp at hente fra Brønderslev Kommune, men det har vist sig gang på gang, at dette ikke er tilfældet. Her kører man parløb med dem, som er for vindmøller. Ved klager henvender kommunen sig til ”vindmøllemafiaens” samarbejdspartnere, for at besvare mine henvendelser, siger husejeren på Pulsen.
Støjmålinger i huset
- Jeg har fået foretaget støjmålinger inde i mit hus med udstyr fra Aalborg Universitet. Denne måling viste stor overskridelse, af den lavfrekvente støj. Uden at kommunen kendte resultatet af denne måling, meddelte de, at de ikke ville anerkende dette, med den begrundelse, at der står i bekendtgørelsen for vindmøller, at støj skal beregnes og ikke måles, siger husejeren.
Værditabserstatning
- Det har jeg fået, men langt fra nok. En ejendomsmægler har vurderet mit hus til halv pris, af det oprindelige fra før, møllerne blev sat op. Derfor har jeg lagt sag an mod møllernes ejere, men den sag er ikke afsluttet, og derfor har jeg ikke yderligere kommentarer til dette spørgsmål.
Fremtiden
- Da jeg købte huset, var det min plan at bo her, til jeg ikke længere måtte køre bil. Det er stadig planen, men jeg vil kæmpe for en tålelig tilværelse. Møllerne kan jeg nok desværre ikke få revet ned, men jeg tror og håber på, at der findes en løsning, så vi kan være her alle sammen. Forholdene skal være sådan, at naboer til vindmøller kan bo i deres huse uden gener fra møllerne. I dag har vi en vindmølleindustri, som har magten over landets politikere og myndigheder. Det skal vi have lavet om på, og jeg vil gøre mit til, at det sker, slutter Peer Risager.
Tekst. Cille Strøm