På den gamle krogrund ved åen i Voerså blev ”Kirsebærrets Dag” fejret med manér lørdag 29. august. Foreningsteltet var stillet op på pladsen, og udstillere stillede op til både køb, salg, handel og bytte af diverse hjemmelavede kirsebærprodukter samt hjemmelavede andre ting og sager. I løbet af eftermiddagen var arrangementet godt besøgt, og gæsterne havde lyst til at smage både lagkager, kaffe og andre produkter samt indgå en handel..
Musikkorps Sæby
Kort tid efter kirsebær-arrangementet stoppede i teltet, var det næste arrangement i gang. Vejret var rigtig godt, og 21 musikere fra Musikkorps Sæby blev bedt om at stille op ude på platformen, der rager ud over åen, og give koncert. Det gjorde de lige så godt, som de plejer og endda uden dirigent, da Mogens B. B. Jensen var blevet forhindret. I hans sted var det klarinettisten, Dorthe Linde Jørgensen, der tog over, og fortalte publikum om de forskellige marcher og andre numre, som orkesteret gav. Sammen med orkesteret nød publikum den flotte udsigt, og det gode vejr ved åen.
Tekst og fotos. Cille Strøm