På Hørby Efterskole har man netop afholdt læringsstilsdag, hvor hver enkelt elev blev testet for at finde ud af, hvordan netop han eller hun lærer bedst. En sjov dag med et noget anderledes syn på læring.
Den nordjyske efterskole med plads til 130 elever er kendt for at tage sit pædagogiske udviklingsarbejde meget alvorligt. Her underviser man med læringsstile, hvor det handler om at finde ud af, hvordan hver enkelt elev lærer bedst. Læringsstilsundersvisning har vist sig at være hensigtsmæssig, uanset om man er bogligt stærk eller ej, skoletræt eller -begejstret. Der er udfordringer og udvikling at hente, hvis blot man selv er villig til at investere i fællesskabet og i egen læring.
Bliv bedre til at lære
De fleste af eleverne på Hørby Efterskole kommer fra folkeskoler eller andre efterskoler rundt om i landet, hvor man underviser mere traditionelt, så for eleverne er læringsstilsundervisningen en stor omvæltning. Med denne undervisningsmetode kommer den enkelte elev i centrum, og der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at lære på – det handler ganske enkelt om at blive bedre til at lære.
Hverdagen er så småt ved at indfinde sig for både elever og lærere på Hørby Efterskole, hvor alle har brugt de første par uger på et aktivt introduktionsprogram, som ryster eleverne sammen og introducerer dem til skolens særlige undervisningspraksis. Allerede i løbet af den første uge oplever eleverne, at de afprøves og testes, for i samarbejde med lærerne at udarbejde personlige evne- og læringsprofiler, hvor hver enkelt elevs faglige og personlige styrker og svagheder belyses. Disse profiler omsættes til redskaber, som hver elev selv bruger i undervisningen.
Den store læringsstilsdag er en dag med både spørgeskemaer og praktiske øvelser. Først skulle eleverne forholde sig til, hvordan de oplever forskellige undervisningssituationer. Kan de f.eks. lide ar arbejde i grupper? Vil de gerne lytte til læreren som underviser ved tavlen eller vil de hellere hurtigt i gang med praktiske øvelser? Ud fra en lang række spørgsmål afklares det, hvilken læringsstil den enkelte elev fortrækker, hvorefter det afprøves gennem praktiske øvelser. Det er en dag, hvor mange oplever at se sig selv i et nyt nys, og samtidig erkender, at der er mange andre, der har det på samme måde.
Ingen rigtig eller forkert
Når man opfatter læring på denne måde, er der ingen “rigtig eller forkert” måde at lære på – kun forskellige læringsprofiler. Udstyret med hver sin læringsprofil, har eleverne nu et redskab, der gør dem i stand til at udvikle sig fagligt, fordi de bliver klogere på sig selv. Det gør undervisningen mere motiverende og styrker eleverne, både fagligt og socialt, fordi de også bliver klogere på andre og på, hvordan de kan bidrage til at få et samarbejde til at fungere.
Hørby Efterskole foretager hvert år en stor anonym elevundersøgelse og evaluering af skolens pædagogiske arbejde i samarbejde med konsulentfirmaet Lillhauge Svarrer. Resultatet af undersøgelserne, der kan læses på Hørby Efterskoles hjemmeside, viser en bemærkelsesværdig stor elevtilfredshed. Eleverne er generelt tilfredse med læringsstilsundervisningen, og de oplever, at de efter et år på Hørby Efterskole er blevet mere klar til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Således viser et af resultaterne fra undersøgelsen 2013/14, at 94,4% af eleverne mener, at opholdet på Hørby Efterskole har gjort dem mere parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse.