“Jeg vil gerne købe en pakke hovedpinepiller”
– en hyppigt brugt sætning på et dansk apotek eller i en af de forretninger, som har tilladelse til at forhandle visse håndkøbslægemidler.
Hovedpine rammer de fleste før eller siden, nogen oplever det sjældent, for andre er det en del af det at være i live, men uanset hvad, vil vi gerne gøre noget for at lette hovedpinen.
Årsagerne til hovedpine er mange – lad os starte i den blide ende. En lidt for våd aften, hvor der er gået rigeligt alkohol inden bords, og man vågner næste morgen med ondt i hovedet, populært kaldet “tømmermænd”, så er der den pludseligt indsatte hovedpine, hvor man har smerter enten i hele “overetagen” eller måske i den ene side, en tredje type er hovedpinen, som kommer snigende, og måske i starten ikke gør så forfærdeligt ondt, men den er irriterende og endelig i disse eksempler migrænen, som for nogle mennesker kommer en enkelt gang i livet, for andre meget hyppigere.
Årsagerne til hovedpine er mangfoldige. Tømmermænd skyldes en ubalance i kroppen på grund af dehydrering og saltmangel, alkohol virker vanddrivende, og får man ikke tilført tilstrækkeligt vand og salte (kalium og natrium salte) i forbindelse med stort alkoholindtag, så reagerer kroppen med hovedpine.
En anden årsag er muskelspændinger specielt i nakke og skulder, som forplanter sig til hovedet. Man kan også få hovedpine af stress og lignende. Migræne skyldes sammentrækning af blodårer i hjernen.
Hvad gør man så for at slippe af med hovedpinen. De fleste vil nok tage et par tabletter med paracetamol eller acetylsalisylsyre, og det vil hjælpe, men kan man gøre andet? Ja det kan man faktisk godt. Sørg for at få andet end alkohol en glad aften, og spis gerne nogle saltstænger/chips/saltede peanuts, og tag et glas æble- eller appelsinjuice inden du går i seng. Gentag dette næste morgen og evt. suppler med brusetablet (Treo eller Panodil/Pinex). Er det spændingshovedpine, kan god massage ofte lindre hovedpinen, står det tit på, kan et besøg ved fysioterapeuten være givet godt ud, Fysioterapeuter kan give anvisninger på, hvorledes man kan fjerne eller reducere muskelspændinger – husk lige at tjekke arbejdspladsen, både derhjemme og på arbejde. Står skærm og tastatur rigtigt, er stol og bord i den rette højde osv. Ligesom ved tømmermændene kan det være nødvendigt at tage et par tabletter.
Er der tale om migræne vil det være formålstjenligt at få en samtale med lægen. Lægen kan ordinere tabletter, som kan afbøde migrænens plager, men mange kan også klare migrænen ved at tage et par brusetabletter, når migrænen begynder.
Uanset hvad, så vær opmærksom på, at et overdrevet forbrug af smertestillende tabletter til hovedpine, kan forårsage hovedpine! En tommelfingerregel siger, at bruger man smertestillende lægemidler for hovedpine mere end 15 dage om måneden (migrænemidler 8-12 dage) kan det medføre en medicininduceret hovedpine. Tag heller ikke flere tabletter end foreskrevet – almindelige smertestillende lægemidler 6-8 tabletter i døgnet, og helst kun for en kortere periode. Tal med din læge, hvis du er plaget af hovedpine eller spørg os på apoteket.
God søndag