En tidlig søndag eftermiddag i starten af juni måned i 1946 sidder to unge mænd i krostuen i Hjallerup og spiser deres middagsmad. Hakkebøf med kartofler og brun sovs – og masser af løg. Sveskegrød med fløde til dessert afslutter dagens ret.
Selv om de unge mænd – der vel begge er omkring de 20 år – er støvede og svedige, og deres tøj er beskidt og lugter af stald, skiller de sig ikke nævneværdigt ud fra flertallet af de andre personer, der også indtager deres middagsmad i den propfyldte krostue. Det er nemlig den søndag, hvor Hjallerup marked er netop startet – og de mange spisende gæster er derfor fortrinsvis folk fra områdets gårde. Folk der netop er på vej til marked, eller folk – der forud for markedet – har leveret dyr, der allerede var købt eller solgt i det omfattende forprang.
Alle skal de nu have deres middagsmad, inden de skal enten hjem til deres respektive tjenestepladser – eller for andres vedkommende tilbringe resten af eftermiddagen på markedspladsen, inden de så de så ved aftenstid skal hjemover for at kunne nå at være udhvilede og klar til den nye arbejdsdag tidligt mandag morgen.
Hvis man gik lidt tættere på Svend og Poul – som er navnene på førnævnte 2 unge mænd – vil man dog kunne bemærke en mærkelig skarpt afgrænset streg i panden, der adskiller et rødbrunt og solbrændt underansigt fra et hvidt pandestykke, der slutter ved hårgrænsen. Man vil også se, at de holder lidt mere forsigtigt på deres bestik end flertallet af de andre gæster, og selv om deres hænder er ru og arbejdsvante, er der alligevel vabler indeni håndfladerne. Men som noget mere usædvanligt har de også svært ved at holde armene helt tæt ind til kroppen – for indersiden af deres arme er markant solskoldet efter en lang formiddag at have været udsat for den tidlige sommersols hårde stråler. Men hvordan kan det mon gå til, at solen netop kan komme til at brænde så hårdt på netop dette ret utilgængelige sted på kroppen?
De tofarvede ansigter skyldes en lang dag i solen med den uundværlige ”bonderøvskasket” på hovedet, og hændernes vabler skyldes en kortere periode med hårdt og uvant arbejde. Et job som er vel overstået, og som de nu indbyrdes evaluerer på, samtidig med at de beder om en regning – med bilag – for deres respektive arbejdsgivere betaler for deres kromad, da det jo er i arbejdets medfør, de er kommet så langt hjemmefra.
For Svends vedkommende var han taget hjemmefra allerede om morgenen klokken 7 fra sin tjenesteplads på Gården ”Øster Fladholt” i bakkerne mellem Sulbæk og Frederikshavn. Han havde fået til opgave at føre to af gårdens heste fra Fladholt og til en opkøber, de skulle træffe ved Hjallerup Kro, og en sådan transport måtte nødvendigvis foregå til fods, da gårdejeren på Fladholt ikke havde nogen lastbil til rådighed.
Hestene havde Svend derfor fået bundet sammen i et tøjr, som han på skift kunne holde i sin ene hånd. I den anden hånd kunne han så trække sin cykel, som han skulle bruge til hjemtransporten senere på dagen. Det er heldigvis et par rolige solide arbejdsheste – skimlede og af blandet race – der sindigt lystrer hans mindste anvisninger, og heldigvis for det, for det er noget af en balanceakt han er blevet sendt ud i – og turen er lang i et strålende solskinsvejr, der med høje temperaturer allerede fra morgenstunden varsler årets første egentlige sommerdag.
Turen går nu ad Letholtvej og Gadholtvej mod Understed, hvor han har aftalt at mødes med kammeraten Poul Karlsen, der ligeledes har arrangeret sig med to heste og en cykel.
Fra Understed går de to unge mænd så ad de mindre veje i retning mod Syvsten, hvorfra de drejer ind på hovedvejen mod Aalborg, og turen i deres øjne for alvor begynder.
Vejen – hovedvej eller ej – er på daværende tidspunkt ikke særlig bred, og veksler mellem lange asfalterede strækninger og strækninger (særligt i byerne) hvor der fortsat er gammel brolægning.
To bredbagede heste ved siden af hinanden fylder derfor det meste af den ene vejbane, selv om Svend og Poul efter bedste evne forsøger at holde dyrene så tæt inde i rabatten som muligt. Heldigvis er det i den første tid efter krigen stadig småt med den motoriserede trafik.
Mange af de af samfundets mere velstående borgere, der inden krigens start havde fået anskaffet sig en automobil, havde i krigsårenes rationering af alle former for brændstof, valgt at klodse deres køretøjer op til bedre tider, og ikke alle var kommet i drift endnu. Og samfundets økonomiske udvikling kørte fortsat i slæbegear, så tilgangen af nye biler var derfor også yderst sparsom.
Så det hændte ikke ret tit, at de måtte give plads til passerende biler, og kun en enkelt gang måtte der bremses op i den øvrige hovedvejstrafik, når en personbil, en lastbil eller en hestevogn skulle passere hestekaravanen for at tage hensyn til modkørende trafik i samme ombæring.
Folkene i bilerne tager imidlertid optoget pænt – måske fordi en meget stor del af den øvrige trafik også skal til Hjallerup Marked – og turen går fuldstændig planmæssigt indtil den hårdt tiltrængte pause ved Flauenskjold Kro midt på formiddagen.
Efter cirka 20 kilometer til fods i 25 graders solskinsvejr med 4 heste og to cykler på slæb, er en pause ikke alene velfortjent – den er også nødvendig! Arbejdet på landet på den tid – hvor motoriseringen langtfra var slået igennem på alle gårdene – var ikke for slapsvanse, men dagens dont var nu alligevel noget udover det sædvanlige.
Men på trods af ondt i skuldre og rygge af den ubekvemme måde at bevæge sig på, så er de unge mænd fortsat ved godt mod, mens ”krofatter” serverer formiddagskaffe og ostemad, mens hestene midlertidig opstaldes til lidt hø og vand i det temmelig store staldanlæg, der på den tid er tilknyttet Flauenskjold Kro.
Efter denne pause på en halv times tid, fortsætter turen så de sidste omkring ti kilometer til bestemmelsesstedet, Hjallerup Kro, hvor en opkøber fra Brdr. Ravnstrup, der på daværende tidspunkt drev hestehandel i stor stil, allerede stod og ventede på sin leverance, der et kvarter før den planlagte tid – der var kl. 12 – ankommer til stedet.
Efter overdragelsen af deres kostbare last, var resten af eftermiddagen til fri afbenyttelse, og når man nu alligevel var i Hjallerup, så kunne man jo lige så godt tilbringe nogle timer på markedspladsen. Men først skulle sult og tørst stilles med et solidt middagsmåltid på Hjallerup Kro!
Men her ved kroens spisebord, hakkebøfferne og sveskegrøden begynder trætheden alligevel for alvor at melde sig, og vablerne i hænderne fra hestenes seletøj kan lige pludselig godt mærkes – og så var der lige det med armene. De havde hele tiden på skift brugt armene højt hævet i vejret for at holde om hestenes tøjr – og netop derfor havde den brændende sol netop kunnet få fat på dette normalt så utilgængelige sted. Og med så meget større kraft på den hvide sarte hud!
Efter at have afregnet med kroen – og fået kvitteringer, der sammen med frokostkvitteringerne fra om formiddagen kan afleveres til husbond når de kommer hjem – har de to unge mænd imidlertid genvundet så meget at gejsten, at de er klar til at aflægge Markedspladsen og de mange spændende aktiviteter her et nærmere eftersyn.
I nogle timer er al træthed således glemt, mens heste- og kreaturprangere nøje iagttages. Af egen lomme bliver der også spenderet på såvel et par øl som en stor is, og Svend – der søndag aften havde planlagt et besøg hos forældrene i Sulbæk – fik også købt et kræmmerhus med bolsjer til sine mindre og stadig hjemmeboende søskende, Poul og Inger.
Ved femtiden kan Svend og Poul om sider svinge sig op på de to herrecykler og påbegynde cykelturen på de godt 30 kilometer hjemad.
Det gælder om at komme hjem til nogenlunde sædvanlig sengetid, for mandag morgen er det jo atter en normal arbejdsdag, der for Svends vedkommende fra morgenstunden vil komme til at bestå af markarbejde med … heste!