Debatten tager til i styrke omkring modstanden mod etablering af havmølleparker i Danmark, og senest har Jyllands Posten haft fokus på mulig opstilling ved Holmsland Klit, ligesom Sæby bliver nævnt i avisen den 21.7.15.
Tillige er der fokus på, at når der tales om grøn energi, så kan debatten antage næsten religiøse dimensioner. Saglige argumenter viger for stålfast tro på, hvad der er af det gode. At det kniber med rentabiliteten, og dansk vindmølleproduktion og opstilling af møllerne ville have set anderledes ud uden statsstøtte og kunstig opskruede afregningspriser. Læg dertil, at vi ikke har løst problemstilling med at bruge produktion fra møllerne om natten, så den del af produktionen næsten foræres væk til vore naboer i Norge og Tyskland.
Alt dette er efterhånden velkendt, men det der slår mig i hjertet er en udtalelse fra Akademirådets landskabsudvalg ”Havet og udsigten til horisonten tilhører os alle. Den udgør en umistelig kvalitet, som repræsenterer vores eneste uforandrede urtidsarv. Havets horisont bør derfor ikke privatiseres gennem særlige interesser” siger Akademirådets formand Johnny Svendborg.
Med så få ord beskriver han den følelse, som jeg har gået med siden jeg valgte at flytte til Frederikshavn Kommune og købe hus tæt ved kysten i Sæby, nemlig den fantastiske oplevelse, det er hver dag er at kigge ud på horisonten og det uendelige, og stå med samme oplevelse som generationer før mig.
Det er politikerne parat til at privatisere ved at tillade opstilling af op til 80 havmøller ud for Sæby.
Blot for at løse en problemstilling ved al den uro og debat, der altid er, når møller opstilles på land, så lad os få dem ud på havet. Men husk på, hvorfor det hedder havmøller. Det er fordi de skal opstilles ude på havet, og ikke ved kysten tæt på land.
Så sælg ikke horisonten, men få havmøllerne placeret ude på havet, hvor de ikke kan ses fra land med det blotte øje.
Jan Holmsgaard, Strandkanten 101, Sæby