I tæt samarbejde med Nordjyske Bank, uddeler IF Skjold prisen som årets pigetalent og årets drengetalent i ungdomsafdelingen. Talenterne udpeges af ungdomsudvalget, i tæt samarbejde med trænerne.
Udover æren, som Årets Talent 2015, får begge spillere en flot trøje og et diplom.
”Årets Skjold Talent 2015” på pigesiden er: Caroline Gadensgaard, U12 Piger
Hun møder til træning – er motiveret, altid i godt humør og er en super kammerat. Hun er i besiddelse af en veludviklet fodboldintelligens, som gør, at hun er rigtig god til at læse spillet. Hun kan læse modstanderens næste træk og er derfor ofte i stand til at komme på tværs af modstanderens afleveringer og lave bolderobringer højt i banen. Hun har en rigtig god evne til at lytte og tage tingene til sig og omsætte dem på banen, og forstår hurtigt nye udtryk som ”fald”, ”skub op” og ”at vende spillet”. Hvis hun en sjælden gang er i tvivl om, hvordan en situation på banen skal klares, kommer hun og spørger og næste gang situationen opstår, bruger hun de værktøjer, hun har fået og kaster så lige et blik ud til sidelinjen, for at få et par anerkendende ”thumbs up” fra trænerteamet. Hun er hurtig, sparker godt til en bold, tackler godt og har en rigtig god fysisk med god balance. Hun er vellidt blandt de andre spillere, og brokker sig aldrig over at medspillerne ikke altid behandler hendes opspil efter fortjeneste – enhver træners drøm og enhver medspillers bedste kammerat.
”Årets Skjold Talent 2015” på drengesiden er: Emmanuel Sebit Simon U15 Drenge
Emmanuel Sebit Simon er årets talent.
Emmanuel har gennemgået en positiv udvikling i sit spil både i kampsituation og træning. Han har samtidig, i løbet af året, rykket sig markant såvel taktisk som teknisk. Derudover stiller han enorme, store krav til sig selv og ikke mindst sine holdkammerater, hvilket har haft en enorm betydning for U15 drengenes fantastiske sæson. Han er villig til at gå langt for at nå det fælles mål, dette skyldes bl.a. en utrolig god træningsindsats for at nå disse mål. Og oven i alt dette er han en helt fantastisk holdkammerat såvel på som udenfor banen. Det er derfor helt naturligt at han er årets talent i Skjold.