Frederikshavn Kommune modtog den 22. maj 2015 et udkast til kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse fra Naturstyrelsen om eventuel etablering af Sæby Havvindmøllepark.
Naturstyrelsen, Energistyrelsen og Energinet.dk afholdt efterfølgende et borgermøde i Sæby den 28. maj.
Frederikshavn Kommune skal afgive høringssvar til Naturstyrelsen inden den 3. august 2015.
I Folketingets energipolitiske forlig fra den 22. marts 2012 blev det vedtaget, at der skal opføres 450 MW kystnære havvindmøller inden år 2020. I sommeren 2014 blev det reduceret til 350 MW. Der må maximalt opføres 200 MW i hver havvindmøllepark, og der er indtil nu udpeget 6 områder til havvindmøller, hvoraf Sæby er den ene.
Det planlagte område ud for Sæby ligger mellem 4 km og 10 km fra kysten. Vindmøllestrømmen skal føres i land via et eller to kabeltracéer, der går til hhv. Starbakken og Dybvad.
Frederikshavn Kommune afgav høringssvar til Naturstyrelsen i foroffentlighedsfasen den 10. februar 2014.
Kommunens daværende ønsker til visualiseringer er imødekommet. På baggrund af høringsmaterialet er der udarbejdet udkast til høringssvar, juni 2015, til Naturstyrelsen.
Frederikshavn Kommune konstaterer, at det udlagte felt indebærer mulighed for etablering af vindmøller i en afstand fra kysten på 4 – 10 km. I relation hertil vilkommunen gerne understrege ønsket om, at etablering af møller sker så langt væk fra kysten som muligt, under hensyntagen til fiskerierhvervets fremtidsmuligheder, samt at man muliggør en samling af møller i klynger således, at man ikke vil opleve en visuel barriereeffekt set fra kysten. Disse ønsker begrundes i det forhold, at kysten ved Sæby er meget vigtig set i forhold til både bosætningskvaliteter og erhvervsmæssige interesser i turismesektoren. Det har altså en væsentlig socio- og erhvervsøkonomisk effekt for lokalområdet.
Indsigelser om vindmøllepark skal direkte til Naturstyrelsen
Frederikshavn Kommune er ikke myndighed i forbindelse med evt. vindmøllepark ved Sæby.
Interesseorganisationer og privatpersoner m.fl. skal derfor selv sende sin indsigelse direkte til Naturstyrelsen. Naturstyrelsen kan kontaktes på følgende mailadresse: nst@nst.dk
Vær opmærksom på, at indsigelser, der indgår til kommunen, ikke sendes videre.