På et møde om den kommende havvindmøllepark ud for Sæby har vindmøllemodstanderne igen bidt fra sig.
I sidste byrådsperiode lykkedes det dem at overbevise et flertal i byrådet om, at det skulle stemme nej til en del af de planlagte vindmøller på land – vindmøller hører hjemme på havet, var deres argumentation – og nu forsøger de minsandten også at sabotere havvindmøller.
Vindmøllemodstandernes horisont rækker ikke længere end fra deres havelåge og så hen til den nærmeste potentielle mølle. Selv om de dagligt kan erfare om død og ødelæggelser som følge af klimaforandringerne, så genererer det dem ikke endnu en gang at bekæmpe grønne løsninger på CO2-problemet. Selv når oversvømmelserne kommer tæt på som i efteråret, hvor dele af Vendsyssel lå under vand, fortrænger vindmøllemodstanderne klimaforandringerne og tror løsningen er at rense op i åløbene. At det ekstreme vejr stammer fra vores måde at producere på og vores måde at transportere os på, ligger dem fjernt.
Helt grotesk bliver vindmøllemodstandernes nej til havvindmølleparken, såfremt de også er modstandere af skifergas.
Efter vores mening trænger drivhuseffekten og de deraf afledte ødelæggelser i form af bl.a. orkaner og oversvømmelser sig på som et af valgkampens helt centrale temaer. Vi i den vestlige verden må tage opgaven med at reducere brugen af fossile brændsler på os. Det er os, der har bragt verden af lave rent klimamæssigt. Derfor må vi også gå i front og satse på grøn, bæredygtig, vedvarende energi – f.eks. i form af møller. Vi skal opfordre vindmøllemodstanderne til at tage skyklapperne af og tænke globalt og handle lokalt.
Søren Visti Jensen, Byrådsmedlem SF
Paul Rode Andersen. FT-kandidat for SF