Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Flemming Sten.
Kære Birgit Borgmester.
Jeg tillader mig, som bekymret borger, at rette en henvendelse til det samlede byråd, idet jeg ønsker en tilkendegivelse fra dette.
Som bekendt har Frederikshavn Kommune givet den franske virksomhed Total tilladelse til at lave en efterforskningsboring, prøveboring eller hvad det ellers kaldes. I den forbindelse har byrådet besluttet, at der skal laves en fuld VVM redegørelse.
Det er fremgået af borgmesterens egen udtalelse, at der fra ministeriel side, har været lagt et endog urimeligt stort pres for at få denne beslutning igennem.
Det er også kendt, at Total ikke levede op til den tillid kommunen havde forventet, ved at anvende ikke godkendte kemikalier, men også, at de nu skulle have rettet ind, indtil videre.
Der har gennem forløbet været draget tvivl om hvor meget, eller hvor lidt, der egentlig ligger i jeres beslutning, naturligvis under den forudsætning, at alt hvad der foretages, er miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Er der, om ønsket, i virkeligheden åbnet for udvinding af skifergas i hele kommunen?
Igen under forudsætning af at alle regler overholdes, og at der ikke snydes på vægten, eller ligger der en stopklods et eller andet sted i systemet, selvom der findes udvindingsværdigt skifergas?
Jeg tror der er mange med mig, der er i tvivl, hvorfor jeg ikke vil undlade spørgsmålet: ” Er man fra politisk hold vidende om de samlede mulige konsekvenser af den beslutning byrådet traf, da I gav tilladelse til efterforskningsboring”?
Dette fører mig til nutiden, hvor forskellige kommuner i Nordjylland, også set i lyset af at Nordsjælland, uden jordbundsundersøgelse, pludselig er ”frifundet” fra Totals åg, har valgt side. Nogle kommuner har åbent tilkendegivet at de ikke ønsker besøg af Total i deres kommune, mens andre overvejer at byde dem velkommen.
Velvidende at de fremtidige beslutninger er lagt over på Christiansborg, må det alligevel være af stor betydning for de fremtidige beslutninger i hvilken retning byrådet nu ser.
Derfor tillader jeg mig at spørge om byrådet stadig ønsker nævnte scenarie, eller om tilkomne oplysninger, har ændret hele eller dele af byrådets opfattelse af Totals aktiviteter i vores kommune?