Hvis Søren skal tilbringe nogen tid sammen med sin travle far, foregår det ofte når Svend Sulbæk laver havearbejde. Den 8-årige dreng hjælper gerne til med at tage kartofler, rødbeder og gulerødder op om efteråret, og lægge disse grøntsager i en jordkule foret med halm. Halmen har de typisk i fællesskab hentet oppe hos Niels Virkelyst – en gammel ungkarl, der driver en ejendom med blandt andet en del heste lidt længere ude ad Aalborgvej, end der hvor Søren bor.
Der tages ligeledes løg op, der i de visne toppe hænges til tørre på stativer, som far har lavet af sammentømrede grene. Der er også asier og græskar, der skal bjærges ind inden frosten kommer, mens porrer, grønkål og rodpersiller bliver siddende i jorden indtil de skal bruges den kommende vinter.
Søren får altid lov at hjælpe far, og selv om Svend ikke er specielt snakkesalig under havearbejdet, så nyder drengen alligevel samværet – også selv om det der med havearbejde aldrig endte med at blive til en personlig interesse.
En langt mere spændende måde at være sammen med far på, er derimod de lange traveture langs Sæby Nordstrand, der som regel starter ved havnen og ender i Sulbæk ved den nedfaldne bunker på nordsiden af bækken, hvorfra snuden så atter vendes hjemad. Udover at nyde den friske luft og naturen, kunne man også finde mange spændende ting på stranden – og på gode dage pæne ravstykker til syltetøjsglasset derhjemme på værelset. Til at opbevare disse fund til hjemturen, havde Svend Sulbæk ofte medbragt en sæk af samme type som den han brugte til at opbevare og transportere sine grøntsager i.
På en sådan tur en lørdag eftermiddag i november måneds støvregn i det herrens år 1965, står så Søren imidlertid alene tilbage på stranden, mens far er taget et smut op over klitterne, hvor der ligger en robåd med bugen i vejret – hevet i land og lagt i sikkerhed for vinteren af sin ejermand.
Drengen har vand i øjnene – ikke fordi han græder, men på grund af den våde kolde dis, der trækker ind fra havet. Han har sin nye blå elefanthue på, der allerede er våd og klistret af snottet, der driver fra næsen og den varme udåndingsdamp fra munden. Der er kommet lidt vand ind over kanten af gummistøvlerne fra en forræderisk bølge, der pludselig var løbet op ad den smalle strand, der med svingende held forsøger at holde sig fri af efterårets blæst og højvande. Bølgen havde gjort røjserne kolde, og mors hjemmestrikkede sokker er utilstrækkelige til at genvinde fodvarmen. Bare far snart ville komme tilbage, så de kan fortsætte hjemad, tænker Søren.
Svend havde fundet en planke i vandkanten. Ikke en almindelig gran- eller fyrretræsplanke. Træstykket var af en mere ædel sort – mahogni elle teak – og et sådant bræt kunne altid bruges. Men brættet var for stort til sækken, og derfor havde han slæbt det to meter lange træstykke op over stranden for at gemme det et sikkert sted – og hulrummet under robåden kunne være udmærket, så han en af de nærmeste dage kunne komme tilbage og hente det på sin cykel for at få det bragt sikkert hjem. Omsider var brættet på betryggende vis blevet gemt, og far kunne vende tilbage til sin frysende søn.
Svend fortæller sin videbegærlige søn, at et sådant bræt kunne laves til mange fine ting – f.eks. hylder og reoler til huset på Aalborgvej. Det skulle bare slibes og pudses og måske have lidt olie og et par beslag, så havde man et møbel, der ikke kunne købes bedre hos Møbelhandler Hyttel nede i byen. Og for resten havde man altid kunnet finde brugbare ting på standen – det gjaldt bare om at være kreativ og bruge sin fantasi. Det gjorde man også hjemme hos Bedstemor og Bedstefar i Sulbæk.
Og mens de går, får far snakket sig varm og Sørens lille hånd med de våde vanter forsvinder ind i Svends store varme læderhandske – og de røde flyveører under elefanthuen spidses til.
Da Svend var dreng, gik han ofte langs stranden med en af sine brødre eller søstre. Det måtte de hjertens gerne, men de skulle huske at have ”havsækken” med, var beskeden fra deres mor, Johanne.
Havsækken var en almindelig jutesæk, af den slags man brugte på landet til kartofler og andre afgrøder, og børnene blev regelmæssigt bedt om at gå en tur til stranden for at finde ilanddrevet tømmer, der kunne bruges som brænde i kakkelovnen eller under komfuret.
Børnene kunne finde mange gode træstykker, selv om der var rift om tømmeret blandt de mange andre samlere i de fattige 1930´ere. Hvis man var så heldige at finde et bræt med et søm i, blev sømmene omhyggeligt listet ud af træet når man kom hjem, og de blev forsigtigt rettet ud med genbrug for øje. De bedste søm fik far Valdemar, og de mere medtagne fik drengene lov til at tømre med, når de indimellem fik tid til at lave noget hjemmelavet legetøj. Og det træ der havde en rimelig brændværdi blev tørret og indgik i husholdningen.
På de tider hændte det ikke sjældent, at børnene kunne finde en ilanddrevet torsk på stranden. Dengang var torsken talrig i Kattegat, og om efteråret kunne de komme så langt ind over revlerne, at de mistede orienteringen og med gællerne fulde af sand blev skyllet op på stranden. Her kunne de så samles op og bringes hjem til middagsmaden.
Men Johanne havde en betingelse for de fisk der blev bragt til huse på denne måde. Torskene skulle bringes så friske hjem, at de stadig var så levende, at de kunne sprælle hvis hun løftede dem op i halen. Hvis det ikke var tilfældet, endte de som hønsefoder og indgik således også – om end indirekte – i husholdningen.
Således har folk i flere menneskealdre suppleret deres fattige tilværelse med værdier fundet på kysten – og det var en rest af den vane, der havde fået Svend Sulbæk til at samle det bedste drivtømmer op på stranden, for senere at bringe det hjem. Somme tider blev der rent faktisk hylder og reoler ud af træstykkerne – jeg tror faktisk at jeg den dag i dag kan finde rester af sådanne møbler hos mine forældre på Gl. Aalborgvej.
Vanen med at tage en sæk med til stranden har jeg videreført fra min far – selv om det nu er en plasticpose og ikke en jutesæk, der ryger med i frakkelommen, når jeg går mine ture. For måske dukker der noget op, der simpelthen må med hjem.
Og den anden dag bad min kære kone mig om at gå ned på stranden med min pose, for at se om ikke jeg kunne finde nogen forrevne træstykker, som havet havde slebet og hærdet. Perfekte til at indgå i juledekorationer og andre kreative frembringelser. Og når vi holder større familiesammenkomster – som den netop overståede konfirmation – så består borddekorationen oftest af ting fra stranden. Sand, sten, ravstykker og molboøsters som perfekte stager til fyrfadslys.
Så selv om der er gået et par generationer så lever Havsækkens traditioner stadig videre i min familie. Hvilket såvel Svend Sulbæk som bedstemor Johanne – hvis sidstnævnte ellers stadig havde været blandt os – sikkert i deres stille sind måtte fryde sig over!