Tidlig lørdag morgen var der igen aktivitet i den gamle Nellemanns Have i Sæby. De sidste detaljer til den 7. forårsfest var i gang, og præcis kl. 10 blev der budt velkommen af næstformanden for Nellemanns Haves Venner, Jan Hermannsson, hvorefter Julius Arenfeldt holdt åbningstale om en have, som han personlig sætter stor pris på, og som han har kendt til i mange år.
Dagens program var fyldt med opvisning, underholdning og musik. Sæby Kirkes Børnekor startede dagens program med flot sang, hvorefter haven var fyldt med musik, og folkedansere lyste op i haven med deres flotte dragter. DCH Sæby gav inspiration til, hvordan du som hundeejer kunne træne din hund.
Desværre måtte eftermiddags programmet med mere musik og dans udgå, på grund af vejret. Dog havde mange fundet vejen til haven, og arrangørerne var efter omstændighederne tilfredse med dagens besøgstal.
En tak til alle de lokale sponsorer, som har støttet op om dagen.