De sidste 2 weekender har stået i pokalernes tegn i Sæby Golfklub. I sidste weekend blev der kåret hele 9 årgangsmestre, og i denne weekend blev der så kåret 2 klubmestre, en hos damerne og en hos herrerne.
Årgangsmesterskaber er kvalifikation til 2 finalerunder i klubmesterskabet. 6 damer og 12 herrer spillede sig videre efter sidste weekend, og inden den sidste runde så det ikke ud til, at der skulle blive spænding om vinderne. Zita S. Christensen havde et forspring på 7 slag ned til den forsvarende mester Jonna Ø. Kejser. Det forspring skulle vise sig at være stort nok til, at Zita Christensen kunne henvise Jonna Ø. Kejser til andenpladsen og kåres som ny mester. Marginalen efter sidste runde blev på hele 9 slag.
Zita S. Christensens 4 runder har været på 84, 81, 83 og 85 slag, 4 flotte runder. Nummer 3 hos damerne blev Janni Jæger.
Hos herrerne var den forsvarende mester Jakob B. Thiessen også meget suveræn inden sidste runde, da han havde 9 slag til nummer 2 Martin Michno.
Martin Michno spillede den bedste afslutningsrunde i førerbolden og hentede 2 slag, men der var aldrig tvivl om Jakob B. Thiessen’s forsvar af titlen. Jakob B. Thiessen spillede sine 4 runder i 69, 72, 71 og 76 slag. Nummer 3 hos herrerne blev Allan Kastrup.
Årgangsmestrene blev kåret efter 36 huller, og mindste margin hos pigerne/damerne var faktisk hos de yngste piger, hvor søskendeparret Thea og Emma Berg Axelsen konkurrerede stort set til sidste hul, men Thea endte med at løbe med sejren, da hun brugte 5 slag mindre end sin søster.
Hos herrerne var der mest kamp om årgangsmesterskabet i mid-age-klassen, hvor Allan Kastrups forspring til Henning B. Jensen var på 4 slag efter de 2 runder.
Årgangsmestrene i Sæby Golfklub 2013 er som følger:
Piger: Thea Berg Axelsen
Drenge: Jakob Dahlmoes
Herrer: Jakob B. Thiessen
Mid-age damer: Janni Jæger
Mid-age herrer: Allan Kastrup
Senior damer: Jonna Ø. Kejser
Senior herrer: Poul Thomsen
Veteran damer: Jette Nymark
Veteran herrer: Jørgen Nielsen
Nu skulle man måske tro at sæsonen går på hæld med efterårets komme, men det er overhovedet ikke tilfældet, der er stadig 3 klubturneringer, som skal spilles inden flaget stryges.

