På vestsiden af Slagterivej – lige over for Sæby Andelssvineslagteris hvidkalkede bygninger – ligger der en langstrakt bygning i røde mursten. De få vinduer slipper lidt lys ind i hallen, der dog hurtigt og nemt kan få mere dagslys ind i det store rum med det golde cementgulv, hvis de to skydeporte ud mod Slagterivej åbnes på vid gab – hvilket de er på denne lørdag eftermiddag i sommeren 1962.
Bygningen – som kaldes Samlingsstalden – er opført helt tilbage i slutningen af 1940´erne, og er oprindelig opført som hjemsted for den lokale kreaturauktion. Alfred ”Vrangbæk” fra Østervrå var i mange år auktionarius på stedet, hvor områdets kvægbønder kunne få deres kreaturer solgt – eller hvor de selv kunne købe nye dyr til besætningen. Ikke mindst var beliggenheden velvalgt, idet Sæby Slagteri – der på det tidspunkt også havde en afdeling for kreaturslagtning – var en ikke ubetydelig aktør, når der skulle opkøbes slagtemodent kvæg.
Her i starten af 1960´erne var kvægauktionen imidlertid blevet nedlagt, så bygningen blev ikke længere brugt til sit oprindelige formål. Nu brugte slagteriet kun den røde stald i nødstilfælde, når der i korte perioder – som regel op til tidspunkterne for svinebøndernes regnskabsaflæggelse – var ekstraordinært mange leverede svin på slagteriet således at virksomhedens egne stalde var overfyldte. Ellers lå hallen i lange perioder ubenyttet hen – indtil der var et kvikt hoved, der fik øje på andre anvendelsesmuligheder.
Erling Mehlsen er den førende lokale sagfører, og den kvikke og driftige Mehlsen har mange jern i ilden. Udover at være landsretssagfører er han også særdeles politisk engageret. Han sidder i Sæby byråd, og har tidligere også været byens borgmester (hvilket han ville blive igen et par år senere). Men som et ekstra hverv er han også auktionarius, når der afholdes offentlig auktion – og auktionshus er netop en af de nye funktioner, den gamle kreaturhal nu kan smykke sig med.
I den varme tætpakkede hal – hvor der udover lugten af svedende mennesker i tiden før deodorantens gennembrud i de brede folkemasser – dufter der også umiskendeligt af svin og deres efterladenskaber. Men hallen er ellers skinnende ren, og gulvet er nyvasket for at gøre omgivelserne så indbydende som muligt.
Midt i folkemassen – der vel tæller omkring halvandet hundrede personer, mænd kvinder og børn – står Svend Sulbæk og den femårige Søren. Drengen har aldrig været til et lignende arrangement – jo måske lidt i samme retning i auktionshallen på havnen – og han suger derfor alle indtryk til sig.
Der er alverdens spændende ting og sager, der kan interessere en frisk dreng. Ting som folk frivilligt har indleveret i håb om at få dem solgt til en god pris, og ting fra dødsboer og tvangsauktioner. Møbler i massevis. Porcelæn, glas, gryder, potter og pander. Herre- dame- og børnetøj. Noget nyt og næsten ubrugt, og andet – det meste – godt brugt og slidt. Der er halvautomatiske vaskemaskiner og gasdrevne gruekedler. Der er ældre radioer og grammofonpladespillere. Stabler af udgåede 78´er lakplader med den karakteristiske lilla etikette på, hvor en hvid hund med sorte pletter med hældende hoved lytter til lyden fra en tragt på en gammeldags pladespiller: ”His masters voice”.
I dette leben og virvar er det Erling Mehlsen der er herre og mester. Svend Sulbæk sætter stor pris på landsretssagføreren. Det var Mehlsen – der i sin egenskab af borgmester i 1956 – beredvilligt havde mødt op og viet ham og Else lillejuleaftens dag på kommunekontoret i Skolegade. En helt igennem god oplevelse netop i kraft af Mehlsens på en gang elegante og temmelig uhøjtidelige facon.
Godt nok er Mehlsen konservativ, men han er vittig og han er folkelig, og et latterbrøl lyder gang på gang gennem forsamlingen, når en eller anden genstand skal under hammeren og følges på vej af elegante vittigheder, serveret på en måde så alle kan være med.
Svend står sammen med nogle af hans arbejdskammerater. Søren kender dem alle sammen – både personligt og af omtale, og han har i sin unge alder aldrig hæftet sig ved deres sjove navne.
Der er den gamle Janus, Tinus ”Vandkogeren”, ”Sliberen” Ramlov, ”Fjæthenry”, ”Bettekresten”, ”Peter Højttaler”, ”Jens Langkniv” og hvad de nu kaldes alle sammen. Alle har tilnavne på Slagteriet, nogle mere godmodige end andre, og det er her Sørens far for alvor er blevet til ”Svend Sulbæk”.
Svend kunne aldrig finde på at købe noget på auktion, men flere af arbejdskammeraterne byder ivrigt med. Janus byder på – og får – et par sække billigt foder til sine høns og duer, af det mindre parti dyrefoder, der netop er kommet under hammeren.
Nu går Mehlsen i gang med stablen af dametøj. På trods af varmen er sagførerens slips uanfægtet stram helt op i halsen, men jakken har han dog lagt fra sig. Nu har han et par højrøde stiletter hævet op over hovedet. ”Måske det kunne være et par sko til mor” tænker Søren, der godt kunne tænke sig at om Else kunne holde balancen i sådan et par.
”Og så er der et par flotte damesko – vist kun brugt en enkelt gang”! bekendtgør Mehlsen med sved på panden og smilende øjne gennem de stålindfattede briller. Han vender skoene en gang rundt og tilføjer så – da han får øje på de noget skævslidte hæle: ”Men turen hjem var måske lidt lang”! Et latterbrøl går gennem hallen og flere anerkendende tilråb lyder i retning af auktionarius. En eller anden byder et beskedent beløb, og får udleveret skoene. Videre til næste emne.
Sådan forløber et par eftermiddagstimer af en lørdag tilbage i 1962, indtil Svend Sulbæk tager Søren i hånden og tænder en cerut for at forlade stedet og begive sig hjem til eftermiddagskaffen og det ventende havearbejde.
”Nå dumme Peter er stadig i gang”, siger Svend uanfægtet, da de atter kommer ud i solskinnet. Søren kigger sig forvirret omkring, for han kan ikke se en person, der måske – i lighed med de andre slagteriarbejdere – kunne bære et sådant øgenavn. ”Hvem er han”? Spørger han derfor sin far.
Svend griner højlydt, og forklarer drengen, at det er den høje hvide bygning der ligger lige overfor hallen, der af uransalige årsager i folkemunde bliver kaldt ”Dumme Peter”. Bygningen er i to etager, og gennem den åbne dør i underetagen, kan man se nogle mænd, der er travlt beskæftiget med at vaske kasser.
Svend forklarer, at ”Dumme Peter” er Slagteriets destruktionsbygning. Virksomheden kører via en elevator sit kød og knogleaffald op i bygningens overetage, hvor det kommes i de store kedler, der så via kogning udvinder olie og benmel – en sindrig proces, som Svend ikke mener Søren ville forstå ret meget af, så nærmere forklaring får drengen ikke. Men processen udleder som et biprodukt en vammelsød lugt, der på den stille sommerdag kan lugtes helt nede i gadehøjde, selv om bygningen er forsynet med en høj skorsten.
Såvel Samlingsstalden som ”Dumme Peter” er for længst revet ned for at give plads til nye tilbygninger til Slagteriet – en skæbne der i øvrigt også har overgået hele den række af huse der i sin tid lå på begge sider af den røde hal og husede familier med børn – hvis fædre i øvrigt som regel havde deres arbejde på Slagteriet. Men det er en helt anden historie!