Kultur og Fritidsudvalget har besluttet at få udarbejdet virksomhedsplaner til brug for udvikling i institutionerne i Kultur- og Fritidsudvalgets regi. Planerne er nu nået til politisk behandling i udvalget på dettes næste møde den 13. maj.
Virksomhedsplanerne er tiltænkt som et dynamisk arbejdsredskab, der skal kunne tilpasses og ændres i takt med institutionernes forsatte udvikling, og når de erklærede mål opfyldes.
Center for Kultur og Fritid har i begyndelsen af januar 2014 fremsendt den politisk godkendte skabelon til virksomhedsplaner til den til en bred modtagerkreds på 27 institutioner og bedt disse på kultur- og fritidsområdet om at udarbejde virksomhedsplaner. Deadline for fremsendelse af virksomhedsplaner har været sat til medio januar i år, og institutionerne har således haft lejlighed til i løbet af 2014 at få udarbejdet materialet. 18 institutioner har fremsendt virksomhedsplaner. De fleste har valgt at følge den vejledende skabelon, men har i flere tilfælde valgt at supplere materialet med øvrige emner.
Kultur- og Fritidsudvalget skal i henhold til skabelonen for virksomhedsplaner fastsætte de politiske mål for 2015, som institutionerne det kommende år skal forhold sig til. De politiske mål på Kultur- og Fritidsområdet fastsættes i Kultur og Fritidspolitikken, som er til politisk behandling. De 5 pejlemærker i politikken udtrykker, hvad kommunen står for, og hvad alle skal bestræbe sig på i arbejdet med kultur og fritid. Kultur- og Fritidsudvalget skal på baggrund af drøftelserne om den fremtidige Kultur- og Fritidspolitik beslutte, hvilke politiske mål/fokusområder, institutionerne skal forholde sig til i 2015, så de kan fremgå i de nye virksomhedsplaner.
Børne- og Kulturdirektøren indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget dels drøfter de indkomne virksomhedsplaner og afklarer, hvordan virksomhedsplanerne fremover anvendes som værktøj i dialogen med kultur- og fritidsinstitutionerne, dels beslutter de politiske mål, der skal fremgå af skabelon til virksomhedsplan 2015, og endelig beslutter, hvornår institutioner på kultur- og fritidsområdet skal fremsende virksomhedsplaner for 2015.
Der er bl.a. virksomhedsplaner for SIK 80, Sæby Svømmebad, Musikskolen, Nordjyllands Kystmuseum, Sæby Fritidscenter, Manegen samt Østervrå Idræts- og Kulturcenter og Dybvadhallen.
Tekst af Per Rye