Region Nordjylland går ind for åbenhed, og det er Regionsrådet, som har ansvaret for, at vi som nordjyder får den bedst mulige service for de ca. 11 milliarder kr., som udgør Region Nordjyllands årlige budget.
Regionsrådsmøderne afholdes først på eftermiddagen den tredje tirsdag i måneden i Regionsrådssalen på Niels Bohrs Vej 30 i det sydøstlige Aalborg. Det er også muligt at følge mødernes forløb via denne hjemmeside: http://www.rn.dk/Politik/Se-Regionraadsmoeder.aspx
Næste møde i Regionsrådet er den 24. marts.
Region Nordjylland har et ønske om åbenhed og dialog med omverdenen – især med borgerne i regionen. Det kan f.eks. ske via regionsrådsmøder, offentlige høringer og patientinddragelsesudvalget.
Åbenheden omfatter rent faktisk også, at man overordnet set kan følge med i regionsrådsformand Ulla Astmans mødekalender og sågar se en liste med opgørelse over, hvilke udgifter regionsrådsformanden har haft til rejser og hoteller i forbindelse med sit politiske arbejde i regionens regi.
Tekst af Per Rye