Der er stadig gang i planerne for Volstrup Skole og kommunens salg af skolen.
Det bekræfter borgmester Birgit Stenbak Hansen, som Sæby Avis har kontaktet, efter at et punkt vedr. salg af Volstrup Skole var på Økonomiudvalgets lukkede dagsorden på udvalgets møde i går.
Birgit Stenbak Hansen forklarer, at Økonomiudvalget i går behandlede en henvendelse fra køberne af Volstrup Skole med henblik på at få 4 måneder yderligere til at konkretisere projektet. Det gav Økonomiudvalget håndslag på.
Det betyder ifølge borgmesteren samtidig, at et enigt økonomiudvalg har godkendt en anmodning om, at fristen for sikring af købesummen udskydes med 4 måneder, og at anden rate af betalingen skal falde, inden de 4 måneder er gået.
Sæby Avis kunne tilbage i oktober måned fortælle, at Frederikshavn Kommune med Byrådets godkendelse var klar til at afhænde Volstrup Skole til Vækstgruppen Sæby Business Park A/S. Købesummen var aftalt til 1,8 mio. kr., og når et anslået mæglersalær i forbindelse med handelen er fratrukket, forventedes det, at der kan tilflyde kommunekassen ca. 1.550.000 kr., ligesom der fremover årligt vil kunne spares diverse udgifter på ca. 342.000 kr. på de tidligere skolebygninger.
Sæby Avis har også kontaktet Sæby Business Park A/S, som på baggrund af Økonomiudvalgets seneste beslutning gerne vil vente nogle måneder med en nærmere beskrivelse af sine planer.
I det oprindelige oplæg, som Byrådet behandlede tilbage i efteråret, og som Sæby Avis beskrev allerede i efteråret, indgik planer om at omdanne bygningerne til Sæby Væksthus, hvor iværksættere og andre, som går med en idé, et projekt eller med planer om at starte virksomhed i form af industri, handel eller et håndværk kunne få mulighed for at leje lokaler m.v. – altså i høj grad innovativt og møntet på iværksætteri.
Tekst af Per Rye