Teknisk Udvalg skal på sit næste møde den 18. marts tage stilling til et punkt om ”Prioritering af rådighedsbeløb til anlægsprojekter til Bæredygtigt Børneområde 2015”.
Af sagen fremgår det, at Byrådet i slutningen af januar vedtog frigivelse af rådighedsbeløb. Projekterne til Bæredygtigt Børneområde finansieres af de rådighedsbeløb, som er afsat på budget 2015.
Det drejer sig om godt 23,6 mio. kr. fordelt med knap 14,5 mio. kr. til helhedsplan for daginstitutionsområdet, 427.000 kr. til en anlægspulje til kvalitetsfondsprojekter samt knap 8,7 mio. kr. til vedligeholdelse af skolebygninger.
Dertil kommer 1,4 mio. kr., der ikke er disponeret, som ”forventet mindre låneadgang vedr. sikring af skoleveje”.
Anlægsoverblikket for de godt 23,6 mio. kr. er nærmere specificeret således: Akutvedligeholdelse af skoler (2 mio. kr.), sikring af skoleveje (3,1 mio. kr.), skoler i Sæby (2 mio. kr.), Strandby Skole (2 mio. kr.), Mariehønen Jerup (800.000 kr.), ny institution i Elling (6,9 mio. kr.), Kernehuset i Gærum (1,7 mio. kr.), Voerså Børnehave (1,7 mio. kr.), ny institution på Sættravej i Sæby (500.000 kr.), flytteomkostninger (1,5 mio. kr.), arbejdspladser i distriktsteam nord (607.000 kr.) og endelig ny legeplads ved Skagen Skole (800.000 kr.).
Teknik- og miljødirektøren og Børne- og kulturdirektøren indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at rådighedsbeløbene på Økonomiudvalgets område prioriteres til anlægsprojekterne til Bæredygtig Børneområde, som der er redegjort for ovenfor.
Tekst af Per Rye