Svend på snart 9 år går med raske skridt baglæns med ryggen mod den bistre nordøstenvind, der er fyldt med hvirvlende og prikkende kornsne.
Bag ham – med den røde næse ret imod snefoget – går hans storesøster Helga på 11, og de er begge på vej hjem fra den første skoledag i januar i 1934.
”Ruben – Simeon – Levi – Juda – Dan og Naftali” råber Svend gennem vinden til sin søster, der prompte svarer: ”Gad – Aser – Issakar – Zebulon – Josef og Benjamin”!
For den ikke bibelkyndige lytter – hvis en sådan havde været til stede på den mennesketomme landevej denne vintereftermiddag – kunne det umiddelbart lyde som en vrøvleremse. Men for et barn i den danske folkeskole i 1930´ernes Danmark – ikke mindst her langt ude på landet – var det fundamental lærdom. Endog så vigtig, at det forventedes at skolebørn til enhver tid på forlangende kunne opremse patriarken Jakobs 12 sønner – i den rigtige rækkefølge, naturligvis.
Sammen med salmevers og katekismus var sådanne remser prioriteret mindst på højde med læsning og matematik, og lærer Valentinussen i Vangen Skole agtede dagen efter at høre sin klasse i lektien – og nidkært udskamme de børn, hvis anlæg for udenadslære ikke var så veludviklet som hos Svend og Helga.
Men udover lektien omkring Jakob – stamfaderen til Israels 12 stammer i den spændende og dramatiske fortløbende fortælling fra Det Gamle Testamente – havde skolemesteren også givet eleverne en anden hjemmeopgave. Og det er denne opgave, der bringer børnene frem til den lille ejendom ”Heden” tæt ved hovedvejen og havet nord for Sulbæk.
Kristian og Stine fra ”Heden” er oppe i årene, og deres børn er for længst voksne og er flyttet hjemmefra. Og det er netop manglen på skolesøgende børn, der er årsagen til at Svend og Helga fra Sulbæk på deres vej hjem fra skole, er blevet pålagt at lægge deres vej forbi. Heldigvis er ”Hedefolkene” både venlige og gæstfri, og inviterer straks børnene indenfor i gårdens stuehus.
Der er dejligt varmt i stuen, og de to forfrosne børn bliver med det samme budt en plads tæt ved kakkelovnen. De bliver bedt om at tage deres tykke vintertøj af, og frakker, vanter, huer og trøjer får lov til at ligge og blive gennemvarmet og tørret tæt ved den varmende brænde ild – og ved spisebordet bliver de budt et traktement, de kun sjældent ved højtiderne oplever derhjemme.
Stine byder de taknemmelige børn på sin hjemmebagte brune sirupskage, der smager så godt, at hun kan læse i børnenes længselsfulde ansigter, at de sagtens kan spise mere end et stykke – hvilket den flinke bondekone så straks tilbyder dem.
Stine og hendes mand nyder deres eftermiddagskaffe sammen med de uventede besøgende, der også får lov at smage Stines hindbærsaft fra sidste sommer. Efter kaffe og kage er der småkager – rester fra bondekonens julebagværk – og imens går snakken livligt. Svend forklarer med et barns fortælleglæde om skolen og de spændende historier som Valentinussen fortæller fra det gamle testamente.
Stolt fremfører drengen remsen om Jakobs sønner, der allerede har bidt sig fast, og den stærkt kristne bondefamilie nikker anerkendende. Der bliver også spurgt til livet hjemme hos børnenes forældre, Johanne og Valdemar, og resten af den anselige søskendeflok.
Men besøget drejer sig ikke om hygge og snak alene. Svend åbner nu sin skoletaske for at finde det frem, der er den egentlige grund til børnenes besøg – og som det var blevet dem pålagt af skolen at aflevere.
Faktisk var datidens skolebørn fra tid til anden omdelere af post fra det offentlige – og mellem Svends katekismus, salmebog, læsebog og regnehæfte finder han tre brune kuverter, hvoraf han lægger den ene frem på bordet foran Kristian. De andre med påskriften ”Valdemar Jensen” og ” Thomas Mortensen” bliver i tasken. Dem skal far og bedstefar have, når han kommer hjem til Sulbæk.
Kuverterne, som børnene fået i skolen af Valentinussen, indeholder årets selvangivelse. Hvert år blev skemaerne afleveret af sognerådskontoret til skolen, hvor børnene så fik posten med hjem til deres respektive forældre. Til de få familier i området, der ikke var repræsenteret med mindst et barn på skolen, var der også kuverter, der ligeledes blev afleveret i klasseværelset. Det var så op til skolemesteren at få disse videredistribueret, så hvert barn fik – foruden kuverten til deres eget hjem – også en kuvert med til naboer og bekendte, der ikke længere havde skolesøgende børn.
Selvangivelsen var simpelt udformet på en enkelt side, hvor den skattepligtige borger skulle oplyse det offentlige omkring indkomstforhold, samt angive visse tillægsoplysninger omkring dyrehold og ejendom. Når den skattepligtige så havde udfyldt sit skema, kunne det foldes sammen, så det i sig selv udgjorde den kuvert, der så i underskrevet stand skulle tilbageleveres til myndighederne – senest 1. februar.
Kristian sukker dybt og inderligt, da han modtager sit skema – som nok alle borgere siden romerrigets og de gamle ægypteres tid tid har gjort, når skatten skal gøres op og betales.
”Kummer I her vej ijjan, nåer skemae ska leveres tebaig” spørger Kristian inden børnene varme og tørre tager afsked. Og Svend lover at de nok skal huske at hente skemaet igen og tage det med hen på skolen inden 1. februar. Hvem ved, måske blev de nok engang budt på saftevand og sirupskage!
Svend og Helga fik også afleveret selvangivelsen til såvel far som bedstefar, og fik i god tid inden 1. februar alle tre skemaer i sammenfoldet tilstand med tilbage til Valentinussen, der stod for indsamlingen til sognerådskontoret.
Og Svend fik styr på Jakobs tolv sønner – og en hel masse andet af samme skuffe, som han stadig kan remse op den dag i dag, hvad så end han har kunnet bruge denne viden til i de 80 mellemliggende år.
Men hvad skatten angår, er det sket mange ting – både med hensyn til størrelsen og måden hvorpå den opkræves.
Men når vi i disse dage sidder med vores NEM-ID og indtaster skatteoplysningerne elektronisk og får overført eventuelt overskud til NEM-konto, er det da morsomt at vide, at den gamle mand – hvis skat jeg nu tjekker elektronisk – engang i sin barndom som skoleelev selv var det bindeled mellem opkræver og betaler, som i dag ligger cyberspace i den upersonlige og uforståelige verden mellem vores PC´ere og internettet.
Og tanken omkring hvordan verden mon fungerer om yderligere 80 år trænger sig voldsomt på.
En ting er imidlertid helt sikker: Fremtiden vil som altid blive på engang gruopvækkende og fascinerende – og helt udenfor den menneskelige fantasis fatteevne!