Med foråret bankende på døren afholdt Lions Jydske Aas banko for 155 gæster i Manegen. Det var en glad Præsident, Allan Sørensen, som kunne byde velkommen til bankospillet og fortælle, at overskuddet fra de sidste mange aktiviteter lige fra Lions Julelotteri, Sct. Hans bål, Lions Golf, banko mm. er nået op på 200.000 kr., som doneres til forskellige formål til Lions jubilæum i april måned.
Allan Sørensen takkede Sæbys erhvervsliv for de mange sponsorgaver, som gør bankospillet attraktivt.
En af de første købmandspakker gik til en af de yngste deltagere, Christina Back, 11 år, og hun var oven i købet så heldig at vinde endnu en kurv senere i bankospillet.