Der var hyggeligt og varmt i salen på Brønderslev bibliotek, hvor en hel del gæster fra hele Vendsyssel var mødt op, for at se filmen “Gasland II” og debattere om skifergas.
Men da filmen kom i gang, forsvandt hyggen for en stund, og det ene gys afløste det andet i fortællingen om ”Skifergas eventyret” i USA.
I filmen ser man, hvordan hele byer er blevet forladt, og står som spøgelsesbyer, fordi vand og luft er kraftigt forurenet, og mennesker samt dyr bliver syge.
Det rammer alle både rig og fattig, borgmester og skolebørn, ingen går fri, når skifergasudvinding og fracking får 1.prioritet.
Menneskeskæbner bliver ikke medregnet i det økonomiske spil.
I stedet for bliver de ramte og syge borgere betragtet som demonstranter, hvis de klager sig eller forsøge at anlægge sag mod borefirmaerne.
Metan er over 20 gange værre for atmosfæren end CO2, og metan frigives i store mængder til atmosfæren ved enhver boring samt fra flere vandområder og drikkevandsboringer omkring borestederne, hvor der er sket skader på miljøet.
Alle de fremmødte var enige om, at selv om vindmøller kan give lidt larm, lysglimt osv., så er disse gener ikke at regne, i forhold til de problemer som fracking og skifergas vil komme til at byde på.
Forurening af grundvand og natur kan ikke repareres, hvis skaden først er sket.
Hvis ”Skifergas eventyret” bliver en realitet, så kommer der omkring 250 borepladser i Vendsyssel, i henhold til borefirmaet Totals egne ord.
250 små firkanter på størrelse med borepladsen ved Dybvad, spredt ud over lille Vendsyssel, …DET er en virkelig vendsysselsk gyser.
Hvordan vil det se ud for landbrug i Vendsyssel, hvis deres besætninger ikke kan få rent vand? …eller hvad med afgrøderne, hvis vand og luft er kraftigt forurenet?
Konklusionen på debatten var, at miljø, natur og rent vand, er det vigtigste vi har her i Danmark….Mennesker kan ikke leve uden.
Der blev lagt vægt på, at det især var positivt, at det nu klart viser sig, at modstanden mod skifergasudvinding og frakturering begynder at mobilisere sig hurtigere og hurtigere.