Da Økonomiudvalget afholdt sit seneste møde, var der en række punkter, hvor udvalget skulle tage stilling til en række ansøgninger om forskellige tilskud.
Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening, Turisthus Nord, Spar Nord Bank samt Sæby Motionscykelklub havde i fællesskab søgt om 40.000 kr. til markedsføring til TV2 på tour i 2015.
Af ansøgningen fremgik det, at Sæby by og havn for tredje år i træk har fået mulighed for at præsentere ikke kun Sæby, men hele Frederikshavn Kommune, som en af 10 kommuner, TV2 ønsker at indgå samarbejde med under årets Tour de France. Der vil blive ca. 2 x 45 minutters direkte tv fra området, ligesom morgensporten og vejret vil blive sendt fra havnen, hvor arrangementet afvikles. Ansøgerne skriver endvidere, at Sæby Havn og Sæby centrum vil summe af liv og aktiviteter i de 2-3 dage, hvor TV2 er i området. Der vil bl.a. blive afholdt børnecykelløb – ”Kids Tour”, cykelløb i Sæbys gader og mountainbikeløb fra havnen og rundt i Sæbygård Skov. Det er planen, at der opstilles boder på havnen, hvor egnens forretningsliv får mulighed for at præsentere og sælge egne produkter.
Økonomiudvalget valgte delvist at imødekomme ansøgningen, idet der blev bevilget 20.000 kr. til formålet.
Udvalget imødekom en vedståelse af tidligere kommunegarantier til Sæby Golfklub, hvilket dog ikke har nogen økonomiske konsekvenser for kommunen, men alene gør det muligt for golfklubben at omlægge nogle lån. Det blev i forbindelse med beslutningen ført til protokols, at lignende forhold i fremtidige sager af samme type uddelegeres til administrationen.
Danske Musicals Forening havde søgt om et opstartstilskud på 20.000 kr., da man har fået mulighed for et par gæstespil i København i 2016 af musicalen ”Lyst over Skagen” om Skagensmalerne. Økonomiudvalget kunne imidlertid ikke imødekomme denne ansøgning.
Heller ikke Springteam Sæby fik ja til en ansøgning om tilskud til leje af Arena Nord i Frederikshavn, når der midt i april i regi af Danmarks Gymnastik Forbund afvikles Mini DM kvalifikation til forbundsmesterskaberne i team gymnastik for ca. 1000 gymnaster i alderen 14-17 år. Imidlertid besluttede Økonomiudvalget at bevilge en underskudsgaranti på max. 20.000 kr.
Tekst af Per Rye