Som optakt til Ordkraft 2015 i Aalborg vil musiker Anders Dohn tage på turné i de nordjyske kommuner med sit show ”Cohen på Dohn´sk – Leonard Cohen på dansk”, og fredag den 27. februar kl. 19.00 besøger han Manegen – Sæby Kulturhus.
Anders Dohn er musiker og radioproducer og har igennem de seneste ti år markeret sig som Danmarks flittigste fortolker af Leonard Cohens værker. Med sig har han sin musikalske makker siden drengeårene, Carl-Johan Rosenberg, hvis stemme mange vil have nydt i de mere end tyve år, hvor Rosenberg har været en værdsat nyhedsvært for DR Nyheder. Carl-Johan Rosenbergs kontrabasspil lægger en solid og swingende bund, og hans stemme nogle fine kor til Anders Dohns sangstemme og guitarspil.
Ind imellem sangene fortæller Dohn anekdoter fra Cohens lange karriere og utallige koncerter. Én af dem indspillede Dohn i sin tid som musikproducer for DR. Så han kender Cohens værk indefra og glæder sig ved at delagtiggøre sit publikum i sit kendskab – og sin kærlighed – til Cohens sange.
Sæby Bibliotek glæder sig til at lukke dørene op for en skøn musikalsk oplevelse for Cohen fans, musikelskere og i det hele taget alle, der gerne vil have en hyggelig aften i musikalsk selskab med Anders Dohn og Carl-Johan Rosenberg.
Du kan købe eller bestille billetter til showet på Sæby Bibliotek, telefon 98 45 93 00. Pris: kr. 50,- pr. stk.
Vil du vide mere om arrangementet, er du velkommen til at kontakte bibliotekar Henriette Olesen på telefon 98 45 91 48 eller hnoe@frederikshavn.dk.
OBS: I bibliotekets arrangementsprogram for foråret 2015 er datoen for arrangementet fejlagtigt angivet til 8. april. Arrangementet finder sted fredag den 27. februar kl. 19.00 som nævnt ovenfor.
Se mere om Ordkraft på www.ord-kraft.dk – Nordjyllands største Ordfestival.