Hjerteforeningen i Sæby havde igen i år arrangeret Nytårsmarch på Hjertestien i Gybels Plantage.
I år deltog ca. 220 personer fra i barnevognsbørn til ældre personer, og nogen har lavet det til en tradition, uanset vejret, at mødes til en travetur og ønske hinanden godt nytår. Vejret i år var lidt gråt, men ganske lunt – 6,5 graders varme. Og når man skridter godt afsted på Hjertestien, kan man nemt holde varmen og har som regel fået for meget tøj på.
Alle bliver belønnet med varm eller kold kakao efter traveturen, uanset om man vælger den korte rute på ca. 3 km eller den lidt længere rute på knap 4,5 km.
Hjerteforeningen starter hjertemotionshold i samarbejde med Benefit, Sæby Fysioterapi, for hjertepatienter, personer med for højt blodtryk samt deres pårørende mandag den 5. januar kl. 16-17.
Derudover deltager Hjerteforeningen i Sæby på Vægten, hvor de vil måle blodtryk ved ind- og udvejningen. Desuden vil de arrangere motionstur på Hjertestien hver 2. søndag i denne periode kl. 10.30 med start fra parkeringspladsen ved indgangen til Hjertestien, Kjeldgårdsvej.