Lørdag aften dannede Syvstenhallen endnu engang rammen om Syvsten IF’s årlige Tyrolerfest. Den fjerde i rækken og forhåbentlig kommer der flere af slagsen.
Publikum og Sæby Tyrolerorkester var klart enige om fra starten at give den gas, og inden maden blev indtaget stod publikum allerede oppe på bænkene og sang og gyngede med til musikken.
Aftenen igennem vekslede musikken med tyrolermusik, populære skålesange og slagere. Både DJ og orkestret var i hopla, og der blev danset og sunget.
- I løbet af aftenen blev der også samlet ind til Knæk Cancer i baren 1179,50 kr. blev det til, og de sendes videre til det gode formål fortæller Inge Nørrebjerg.
Personalet ved festen havde travlt fra start til slut, og Syvsten IF takker de mange frivillige for hjælpen til arrangementet.
Efter oprydningen kunne klokken sættes en time tilbage, og det var vist også tiltrængt med lidt ekstra hvile.
Syvsten IF er i gang med forberedelser til næste store fest i hallen, og lørdag den 6. december mellem kl. 13-15 sælges der billetter til Stig Rossen og Vennerne og 4play, en fest som afholdes sidste lørdag i januar 2015.
Læs snart mere om dette på www.syvstenif.dk