Kystdirektoratet ser intet akut behov for etablering af erosionsbeskyttelse på en 1,5 km lang kyststrækning ud mod Kattegat ved Solsbækvej i den sydlige udkant af Sæby byområde, men samtidig anbefaler direktoratet, at Frederikshavn Kommune holder kystudviklingen under observation.
Det fremgår af sagsakterne i den redegørelse, Kystdirektoratet har udarbejdet, og som Teknisk Udvalg skal drøfte på den åbne del af sit kommende møde den 6. oktober.
Teknik- og miljødirektøren indstiller til udvalgets beslutning, at der med hjælp fra landinspektører de kommende 5 år udføres konkrete målinger på kystskræntens udvikling med henblik på at vurdere den reelle kystudvikling.
Økonomisk anslås dette til en årlig omkostning på op mod 10.000 kr., som man vil finde på kontoen for sandfodring.
Det påpeges, at en gruppe lodsejere gennem en længere årrække har fulgt kystens udvikling, og af bilagsmaterialet fremgår det, hvorledes kanten af kysten i flere tempi er rykket nærmere Solsbækvej. Derfor har lodsejerne i flere omgange rettet henvendelse til kommunen for at få igangsat et projekt til sikring af kysten.
I slutningen af maj i år besluttede Teknisk Udvalg at meddele grundejerne, at man ikke ønskede at fremme det ansøgte projekt med etablering af høfder. Man ønskede dog at fortsætte dialogen med grundejerne, Turistforeningen, Frederikshavn Forsyning samt Kystdirektoratet med henblik på at afdække muligheden for en helhedsløsning i området.
For præcis et år siden blev der afholdt et møde, efterfulgt af en opgørelse fra Kystdirektoratet med et overslag på at udligne kysttilbagerykningen, som var anslået til ca. ½ meter årligt på en strækning på 1,5 km. Det årlige fodringsbehov ville være 1.500 m3 ved sand fra indvindingsområder på søterritoriet. Det blev udregnet til at ville andrage 560.000 kr. årligt eller en engangsudgift på 2 mio. kr.
Efterfølgende ønskede man i Teknisk Udvalg at lade det nyvalgte tekniske udvalg vurdere sagen på ny. Samtidig besluttedes det, at stenbeskyttelsen ved den mangeårige offentlige adgang til stranden ud for Solsbækvej 75 blev fjernet, samtidig med at trappen er flyttet lidt længe mod nord.
Den 12. marts i år deltog Frederikshavn Kommune i en fælles besigtigelse med Kystdirektoratet samt repræsentanter for lodsejerne. Man var enige om de værdier, der skal beskyttes. Det drejer sig primært om de private boliger samt Forsyningens spildevandsledninger. På besigtigelsen aftaltes det, at kommunen skulle gennemføre en konkret opmåling af kystskrænten, hvorefter Kystdirektoratet ville komme med en ny udtalelse i sagen. Direktoratet har bl.a. udtalt sig på baggrund af målinger for skrænttoppen i 1995 og i 2014 og aflæst luftfotos mange år tilbage.
Årsagen til den større erosion umiddelbart syd for den førnævnte trappe skyldes ifølge Kystdirektoratet formentlig den stensætning omkring trappenedgangen, der har virket som en høfde i højvandssituationer. Ved at fjerne konstruktionen vil udviklingen langs kysten det pågældende sted følge kysten på nabostrækningerne.
Tekst af Per Rye