I gennemsnit har hver eneste dansker lige nu 150.000 kr. stående på bankkontoen til historisk lave renter. Men man kan forrente sin opsparing med op til 25% ved at investere dem i fx energirenovering i stedet for at lade dem stå i banken.
De lave renter gør det oplagt at overveje, om man kan få mere for sine penge andetsteds. Og hvis man fx investerer noget af opsparingen i energirenovering af boligen i stedet for at lade den stå parkeret i banken, kan man opnå et afkast på helt op til 25 procent i form af besparelser på varmeregningen, vurderer forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.
- Ved at investere fx 20.000 kr. i efterisoleringen af loftet i sin bolig, er det ikke urealistisk, at man vil kunne spare omkring 5.000 kr. på varmeregningen hvert eneste år. Det svarer til et afkast på 25 procent om året efter skat. Til sammenligning får man typisk et afkast på under 1 procent i banken, siger Johan Juul-Jensen.
Han peger på, at man i resten af 2014 kan drage fordel af håndværkerfradraget,som samlet set gør det endnu mere attraktivt.
- Selv med forholdsvis beskedne energiinvesteringer kan man opnå høje, varige afkast i form af energibesparelser. Og ved at slå til lige nu, kan man udnytte håndværkerfradraget inden det udløber og dermed gøre sin investering endnu mere attraktiv, siger Johan Juul-Jensen.
Ud over at nedsætte husstandens energiforbrug, kan energirenoveringer forbedre boligens indeklima og øge salgsværdien, så man alt i alt får et attraktivt udbytte af at flytte noget af sin opsparing
fra banken til boligen.
Af Claus Forrai, finansbureauet.dk
Læs flere nyheder fra FinansBureauet her