I Dagtilbudsloven står, at alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid. Alligevel har få kommuner indført madordninger. En landsdækkende maddag skal gøre opmærksom på, at frokostordninger er med til at skabe lighed i børns sundhed.
Den 10. september står der fiskepakker med årstidens grønt og mild karrysovs på menuen, når over 10.000 børn i flere hundrede daginstitutioner landet over spiser den samme ret til frokost. Det gør de for at minde forældre og politikere om, at de har ansvar for, at alle børn får et sundt og nærende frokostmåltid hver dag.
Børn har ret til en sund frokost
I dag har ganske få kommuner indført obligatoriske madordninger i børneinstitutioner. Langt de fleste kommuner har i stedet pålagt forældrebestyrelserne et madvalg hvert 2. år. Her bestemmer forældrene, om de ønsker en frokostordning i institutionen, eller børnene skal medbringe hjemmesmurte madpakker. Og det skaber en usikkerhed om, hvorvidt alle børn får det sunde måltid, som de har ret til.
”Vi ved, at gode måltidsvaner og grundlægges i barndommen, og at børnene får dækket op til 70 % af deres daglige energiindtag i daginstitutionen. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi har fokus på den mad, vi serverer for børnene. Det er det, vi vil sætte fokus på med denne maddag”, siger formand Ghita Parry, Kost & Ernæringsforbundet og sektorformand Gina Liisborg, FOA.
To fagforeninger i samarbejde
Medlemmerne af Kost & Ernæringsforbundet og FOA står i fællesskab bag maddagen. Sammen håber de, at eventen vil give anledning til, at forældre og politikere bliver opmærksomme på vigtigheden af at indføre madordninger i landets daginstitutioner.
Børn har brug for sund kost for at udvikle sig, koncentrere sig og lære nyt. Derfor har en sund frokost, ifølge arrangørerne, stor værdi for både børnene og for samfundet:
Fakta
Flere hundrede daginstitutioner i hele landet med over 10.000 børn vil deltage i madeventen og afholde en fælles maddag d. 10. september 2014. På dagen serveres den samme sunde ret for børnene- fiskepakker med årstidens grønt og mild karrysovs.