De fleste har set, hvad der sker med et barn, hvis forældre fejer selv det aller mindste problem væk, nogle gange endda inden barnet når at registrere, at der var et problem. Der sker det, at barnet vokser op, og bliver et menneske, som er fuldstændig ude af stand, til at tage ansvar for sit eget liv. Det at tage ansvar for eget liv, er ikke en medfødt evne, det skal læres gradvist, lige fra man er ganske lille. Disse forældre skaber ”curlingbørn”.
Selvom vi danskere godt kan lide at brokke os over alt og alle, så har vi det godt i Danmark, alt er fredeligt og godt. Danmark er et rigt land, som har råd til at sørge for at alle danskere kan få lige den uddannelse, som passer til ens interesser og flair.
Alt er desværre ikke rosenrødt, for der er blevet skabt et samfund, som ned i mindste detalje bestemmer, hvad vi må og ikke må. Der er lavet regler for hvilke hunderacer man må eje, om man må lufte sin hund med eller uden snor, alle kan komme gratis til læge, på sygehuset, mister man sit job kan man få kontanthjælp eller dagpenge.
Det giver god mening, at alle kan få hjælp i sundhedsvæsnet, og at alle kan få en uddannelse, men det giver ingen mening at lave love og regler om alting.
Alle de mange regler og det, at det ikke har nogen konsekvens, at man ikke får taget sig en uddannelse, fordi man så bare kommer på overførselsindkomst, det skaber et curling-samfund. Hvordan skal vi bekæmpe fremtidens sociale arv, når børnene af kontanthjælpsmodtagere kan se, at der ikke er nogen grund til at tage en uddannelse?
Vores velfærdssamfund er endt med at dræne landets husholdningskasse, samtidig med at den skaber et samfund af ”curling-borgere”, som helt glemmer at velfærd ikke er en selvfølge.
Der er sket det, at vi danskere er blevet magelige og forkælede af tagselvbordet af velfærd. Et godt eksempelt på at danskerne er blevet forvænte er, at det er socialt accepteret, at unge hopper fra den ene uddannelse efter den anden, uden at færdiggøre noget. Begrundelserne for at hoppe fra en uddannelse, er ofte at det viste sig at den unge alligevel ikke lige syntes at uddannelsen var spændende, eller at det var for svært.
Jeg har lige været sygemeldt med en brækket fod, og når man bor i Aalborg kommune, så bliver man sendt i en form for aktivering, mens man er sygemeldt. Det er en rigtig god ide, at man som sygemeldt bliver aktiveret, så man ikke går i sort. Jeg blev dog vældig forbavset over de holdninger jeg mødte, både fra flere af underviserne på de forskellige kurser og fra de andre deltagere. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at det var både helt almindeligt og accepteret, at dem der ikke havde et arbejde at vende tilbage til, de udelukkende havde tænkt sig, at søge arbejde efter hvad de havde mest lyst til at lave. Jeg hørte foreksempel en pædagog udtale, at hun da aldrig ville søge arbejde i en Aldi, for det mente hun, at hun var overkvalificeret til. Både de andre kursister og underviseren gav pædagogen ret i, at man da så sandelig kun skal søge efter hvad, man ønsker sig.
Det er hårdt tiltrængt, at der bliver taget en debat om hvad velfærd er, og at der bliver kigget på, hvordan vi kan bevare et velfærdssamfund uden at skabe ”curling-borgere” som tager velfærden for givet.
De unge skal motiveres til at vælge en uddannelse, udfra den unges evner og udfra hvad der er vil kunne ende med et regulært arbejde. Det giver ingen mening, at der er 50 der uddanner sig til historikere og kun 2 der uddanner sig til elektrikere, hvis der er mangel på elektrikere.
Der er brug for bedre studievejledning af de unge, så den unge både får en uddannelse som passer til den unges evner, og som også passer til hvad der er af arbejde efter endt uddannelse.
Vh. Lise Therkelsen
Regionsrådskandidat (LA)