Søndag d. 24. august er der mulighed for at høre historier om Sæby på museet i Sæby og herregårdsmuseet Sæbygård.
Som en afslutning på temaserien ”Kend dit museum” som Sæby Museums Forening har arrangeret, er vi nu nået til Sæby. Første år besøgte vi Skagen by- og Egnsmuseum og sejlede tur med museumsskibet ”Hansa”, og forrige år gik turen til Bangsbo Fort og Bangsbo Museum. Denne gang håber vi på god deltagelse i det lokale miljø.
Mange har sandsynligvis benyttet sig af muligheden for som medlem af Sæby Museums Forening, gratis at besøge Sæby Museum og Sæbygård, men den ekstra fordel ved dette arrangement er samværet med andre og omvisninger ved museumsinspektør Jens Thidemann, der vil fortælle om udstillingerne på museet i Sæby og på Sæbygård om herregårdens lange og spændende historie.
Vi mødes på Sæby Museum søndag den 24. august kl. 13.00.
Kl. 13 – 14. Omvisning på museet.
Kl. 14.30 – 15. Kaffe/kage kan købes på museet.
Kl. 15 – 16. Omvisning på Sæbygård.
Besøg og omvisninger er gratis for foreningens medlemmer. Hvis venner eller andre vil deltage, er de velkomne til en pris af 50 kr.
Med venlig hilsen bestyrelsen.